Jeg kan mærke det om natten, når jeg ligger alene i min store seng og endelig bliver taget af søvn.

I løbet af dagen kan jeg bruge min hjerne og aktivt vælge det fra. Jeg kan fokusere på noget andet og holde mine tanker i gang med travlt arbejde, med stærke bøger, med spændende film, med hæsblæsende serie.

Men om natten. Når min effektive hjerne slipper, og mit hjerte får plads, kan jeg mærke det.

Jeg vender mig, jeg drejer mig. Jeg vikler mig ind i dynen. Jeg stikker arme og ben udenfor. Jeg sveder i det kolde soveværelse. Jeg vågner ofte. Og jeg drømmer. Hele tiden drømmer jeg så levende og voldsomt.

At jeg ikke når toget, at jeg ikke når bussen, færgen, aftalerne, at tage telefonen, at sige det vigtige, at sige det rigtige, at få fat i en hånd, et blik, en mening.

Hver morgen vågner jeg med uro i kroppen og mærker, hvor bange jeg er for, at det ikke skal lykkes for os. At det glider mig af hænde, forsvinder mellem fingrene, løber som en springflod og efterlader den bare sandbund.

Det er de værste dage. Hvor jeg må kæmpe mig op og fange mig selv, fordi tvivlen ikke er det bærende. Fordi jeg faktisk tror på det. Fordi jeg tror på os. Fordi jeg stoler på, at han vil, og jeg vil. Fordi jeg véd, at vi sammen kan og gør det.