Jeg drak mig fuld med nogle venner, og kl. 3 om natten koncentrerede jeg mig helt enormt om at stave rigtigt, og så sendte jeg ham en besked. Jeg elsker dig. Helt simpelt og klart. Og umuligt.

Aner ikke, hvad jeg havde tænkt mig, han skulle svare. Eller tænke. Eller stille op i det hele taget. Jeg ved bare, at jeg gik rundt i Indre By helt alene midt om natten. Jeg var faret vild, jeg var træt, jeg var sulten og ked af det. Jeg var fuld af savn og elsk.

Da jeg vågnede, gjorde mit hoved ondt, min mave var en centrifuge, og jeg var meget klar over, at det var åndssvagt at sende ham en fuldebesked. Jeg fik kastet op, drukket vand, tøj på, solbriller over mit medtagne ansigt, fordi jeg ikke orkede et bad, og så kom jeg af sted på toget hjemad. Dér sad jeg så og tænkte. På beskeden, på den tavse reaktion, på aftenen forude, på snakken, på livet, på alting. Og så skrev han.

Mest sagde han bare, at han var blevet glad for at vågne til kærlighed, men slet ikke vidste, hvad han nu skulle med det. Og ses vi i aften? Jeg kunne ikke få luft, og hele min sjæl værkede af tømmermænd og dårlig kærlighed, men ja, vi ses i aften.

Dagen sneglede sig af sted, sommeren for forbi uden for togets ruder, og livet løb med, mens jeg sad i en osteklokke af paniksavn og genlæste hans beskeder mindst hver halve time resten af dagen.

Han brugte ikke sin nøgle, men fik min knækkende stemme til at sige hej i dørtelefonen, og da han kom ind kyssede han mig helt kort og holdt om mig, og det var det bedste i hele verden. Jeg var stadig en centrifuge indeni, og mine ben var slatne og min rygrad væk, og jeg var helt stærk og fuldkommen rolig, og hans varme holdt mig og var der.

Snakken var svær.

Vi kan godt lide hinanden, og vi vil gerne hinanden, for når vi er sammen, og det er godt, er det bedre end alting. Det ved vi. Og vi ved også, at det blir det sværeste, fordi der er mange hensyn i alle mulige retninger. Han skal strække sig, jeg skal strække mig, vi skal strække os sammen. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke véd, at et fælles hjem giver ro og stabilitet og nemhed og mulighed for alt det andet. Han forstår ikke, hvorfor jeg ikke véd, at et fælles hjem er for meget for hurtigt og vil ende med forkerte fravalg. Men vi forstår, at vi godt vil finde os i rod og afsavn og stræk og bøjede principper og flossede følelser og sløj sammenhængning i et stykke tid. Også et langt stykke tid. Fordi vi forstår, at vi hører sammen. Og fordi vi forstår, at hverforsig er det sværeste og dummeste og mest forkerte nogesinde. Det er indviklet, og det blir ikke nemmere lige foreløbig. Men vi vil.

Vi tørrede øjnene, vi holdt i hånden, og det er helt rigtigt at vågne sammen om morgenen.