Læger er sådan nogle forsigtige nogle, som gerne vil være så sikre som overhovedet muligt, før de skærer i folk. Det er ret ok, men det betyder nu, at vi ikke kan få at vide, hvornår min mor kan opereres i lungen og få knuden fjernet. I stedet venter vi på, at nogle kirurger skal se på hendes lungefunktionstest, der var lige lidt for lav til egentlig operationsgodkendelse, og tage stilling til, om det er risikoen værd at skære hende op og hive knuden ud.

Det er noget med, at vi alle har lungevæv, som bare visner og dør, mens vi lever. Det kan være gentagne lungebetændelser, det kan være rygning, det kan være støv og arbejdsmiljø, som er skyld i det. Min mor har åbenbart for meget af det døde væv, hvor lungen ikke ilter blodet eller udvider og trækker sig sammen, men bare ligger øde hen, mens hendes krop lever videre lidt mere stille og roligt. En operation vil tilføre mere dødt væv, og lægerne, som i dag lavede prøverne med min mor, ville ikke sige, at det var ok. Det er der nu andre læger, som skal tage stilling til.

Så på torsdag, når hun også lige har fået en endoskopi, fordi der er noget, som lyser (vi har lært nu, at de radioaktive isotoper, hun får indsprøjtet, lægger sig i cellesærheder og lyser op på scanningsbilleder) i hendes tarm også, så tager de alle prøver og svar og lægger dem i nogens indboks, og så er der en hel forsamling af kirurger, patologer og hvad har vi, som kigger alt igennem og vurderer, hvad der er næste skridt og målet alt i alt.

Så nu venter vi. Igen.

Og jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har erfaring med langstrakt sygdom fra min fars to forløb, eller om det er, fordi jeg har så meget andet, jeg går og venter på, eller om det er, fordi jeg bare er kynisk, eller fordi jeg bare ikke rummer mere i min sjæl, men jeg tager det faktisk ret meget med ro lige nu og her. Så længe vi ikke véd noget med sikkerhed, kan jeg ikke bruge al min energi og mentale ressourcer på at være bange og bekymret. Der skal tids nok blive behov for kræfter og tanker på dén konto, så jeg går og sparer på det for nu. Og så bruger jeg overskuddet på at ringe til min mor og sige, at det hele nok skal gå.