Jeg har et godt liv.

Det har jeg lige sagt til mig selv, fordi jeg tænkte, at mit liv var ærgerligt. Men jeg har et godt liv. Jeg har en familie, der elsker og støtter mig. Jeg har venner og veninder, der elsker og støtter mig. Jeg har et arbejde med chefer og kolleger, som værdsætter og støtter mig, mens jeg prøver at vende tilbage efter stress.

Men jeg er ikke glad for det. Jeg synes ikke, jeg har et godt liv. Jeg kan ikke for alvor passe mit arbejde, fordi min hjerne stadig stresser. Jeg synes, familie og venner kvæler mig, når de viser omsorg.

Mit liv er noget rod. Og det er indholdsløst. Det mangler noget. Jeg er 36 år gammel, og knap halvdelen af mit forventede liv er gået med at løbe i cirkler om mig selv og andre uden at vide, hvad jeg ville, uden at have en plan eller noget som helst at rette mig efter.

Det er gået fint, og der har været gode ting. Nu står jeg bare her og tænker, at jeg vil noget andet. Noget vildt. Eventyr. Noget, der giver mening i min sjæl, sætter spor, opfylder drømme og fylder hullet i mellemgulvet ud.

Jeg ved ikke, hvad det skulle være. Jeg prøver at søge job i udlandet. Jeg spørger min ven, hvordan han klarede sig i Berlin. Jeg kigger på alle de stempelløse sider i mit pas og længes.

Samtidig ved jeg godt, at i Berlin, i Spanien, i Thailand vil jeg også få det sådan her. Før eller siden vil jeg rammes af stabilitet og kedsommelighed. Jeg er lykkelig, mens det er nyt og spændende, og jeg stadig er på opdagelse. Mens alle muligheder er åbne. Så vælger jeg noget, vælger andet fra, lander på en sti, en vej, der fører fremad og videre, men kun i én eneste retning. Og så får jeg åndenød.

Så står jeg dér med en papirspose for munden, sidder med hovedet mellem knæene, mærker pulsen stige og hjertet banke og indser, at alt i virkeligheden, i helt sidste ende, er ligegyldigt.

På en måde kan det slet ikke betale sig at prøve, for nissen flytter altid med, og min nisse er fandme stædig. På den anden side er der intet som helst tabt ved at kaste mig ud i det. I hvad som helst. Se, hvor det fører hen og håbe, det giver små bidder af mening undervejs.