Syv år må der være gået nu. Siden en dag, jeg sad i min fars bil og havde en åbenhjertig samtale med ham.

Det var sne og frost derude, to dage før jul, og vi havde været på kirkegården. Jeg var lige gået fra en kæreste, og min far var bekymret for, om jeg nu havde det godt. Det var tredje gang på seks år, at jeg sad i julen og lige var gået fra nogen, og far tænkte, om alt mon var ok.

Jeg havde pakket alt mit grej og hele min eksamen og var taget med et IC4-tog til Høje T, hvor han havde holdt udenfor og hørt P1, mens han ventede på mit forsinkede jyllandstog, som alle i verden var med.

Og jeg vidste, han var kørt tidligt fra job for at hente sit yngste barn og ikke var glad for ineffektiv spildtid på den måde, men han lod sig ikke mærke med det. Han var bare glad for at se mig og, tror jeg, glad for, at jeg havde bestemt mig for at bo hos ham og papmor i fjorten dage, mens ekskæresten lige havde tid til at sunde sig og finde et sted at bo uden mig, imens jeg læste tung og svær litteratur på sofaen og hørte min far sige i telefonen til nogen, at det var, fordi jeg var meget klogere end ham, jeg kunne forstå det.

Jeg kan tælle  på én hånd, hvor mange gange jeg var på kirkegården med min far. Hans mor døde netop to dage før jul, det år jeg fyldte ni, og jeg gik rundt og bød på After Eight, da de kom hjem fra hospitalet. For jeg vidste ikke, hvad man gør i den slags situationer, men jeg måtte gøre noget, fordi alle var så stille og lange i sjælene. Og jeg havde fået, givetvis plaget mig til, en fin æske med After Eight i begyndelsen af juleferien, og så blev det dem.

Siden den jul var han hvert år på kirkegården med en blomst, eller med en krans, eller med en stor samling af varme tanker til sine forældre, for min farfar blev også lagt på de ukendtes, da han femten år senere sagde nej til Falck-mandens iltmaske og farvel til min farbror, der holdt ham i sine arme.

For syv år siden havde vi ingen blomst med, for det var fjollet at lægge noget på en dyne af sne, når de oven i købet lovede mere de følgende dage. Men vi stod der lidt og tænkte på dem, vi savner.

Min far og jeg var ikke tætte, men den dag på tyk sne under tung himmel sagde han til mig, at jeg var ok, og hvert år når vi står på kanten af julen og pakker ind eller pakker ned eller køber ind eller koger grød eller rejser til den anden ende af landet, tænker jeg på ham.

Nu er det ham, jeg savner.