Han slog op. For seks uger siden stod han i stuen og pakkede alle sine ting, sit tøj, bøgerne i gave fra mig, hårvoks og grej. Alt røg i en ikea-pose, jeg rakte ham, mens mit hjerte slog tusind slag i sekundet, og jeg holdt op med at trække vejret eller fungere.

Jeg ramte bunden så hårdt, at jeg måtte fortælle på arbejdet, at jeg var blevet single og havde det skidt, men ikke ville tale om det, fordi enhver slags omsorg får mig til at knække helt sammen. Jeg kan lige hænge sammen, når jeg går og har fokus på det, men står du klar med et kram, knækker filmen og mine knæ, og jeg falder sammen i fosterstilling og kan kun hulke.

En dag hørte jeg ny musik i radioen, og Father John Misty sang noget, som jeg jo godt vidste inde i mit hoved var sandt, men som på ingen måde kunne vække genklang eller genkendelse i al det af mig, som er mit hjerte og min sjæl, som gjorde ondt og krampagtigt holdt fast i noget, der ikke var.

Kærlighed er svær at slippe. Og jeg ville ikke. Jeg synes stadig, han smed verdens fineste mulighed på gulvet og lod den gå i stykker. Men han har også jokket på det foran mig, og det har hjulpet meget. Jeg ved godt, at det slet ikke havde den værdi, jeg gav det, når han gav det så meget mindre. Og på den måde må det være ok. Jeg ved stadig, hvad der kunne have været, men det er ok, at det ikke bliver.

I morges spillede radioen den samme sang med Father John Misty, og igen hørte jeg hans stemmefløjl sige “Oh, in no time at all this will be the distant past.” Og det er det allerede. Mens jeg lige tænkte på noget andet i fem minutter, gik al tid i verden, og det er fortiden.

Nu venter alt muligt andet. Og jeg kan glæde mig til det uden ondt i hjertet.