Jeg har en yndlingsplade, som udkom for snart en håndfuld år siden, og jeg blev enormt betaget af den, fordi den er så helstøbt. Alle sangene passer så godt sammen, at jeg i begyndelsen havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Det er ikke, fordi de er ens, de er bare skåret over samme læst, så hver og én hænger sammen, og de bare udgør et helt og fuldendt album.

Sangene handler, som så mange andre, meget om kærlighed. Om det der med at være forelsket, være på samme side, ville det samme, og bare sådan finde ud af det hele med hinanden. Der er så mange lækre guitarriffs på den, og der er mange fine omkvæd og pointer, og der er gode stykker tekst, som er dejlige at synge med på. Efterhånden har den plade været med som mit soundtrack gennem tykt og tyndt i årevis. Og jeg elsker stadig at høre den.

Men når man står i morgensolen og slipper hinanden efter en håndfuld helt knugende kys. Og når man har en aftale om først at tales ved om en uge. Og når man er nødt til, med helt raske skridt og tre trin ad gangen op ad trappen, at komme hurtigt væk for ikke at give op og tude, så det bliver umuligt nogensinde at slippe de arme. Så er det helt ad helvede til at gå hen mod en bus, man ikke når, mens man hører lækker bas, og en finrusten stemme synger “Do I wanna know if this feeling flows both ways,” og det er endnu værre at nå til næste sang og høre “Are you mine tomorrow or just mine tonight?”

Når man står der ved vejen og har de helt store solbriller på for at skjule sine røde øjne for morgencyklisterne og de andre mennesker i den næste bus, og man mærker hjertet slå så hårdt og tiden stå helt stille af panik for at miste, og man er rå i sjælen af kærlighed. Så er de sange fandme svære at holde til.

Igennem årene har jeg hørt alle sangene med skuffet, klemt og knust hjerte før, jeg har sunget med, jeg har følt og været i hver tekst, og hver eneste gang rammer den mig i mit sårbare, inderste væsen. Jeg var glad for næsten at være nået hjem, da sidste sang stille gik i gang, fordi den fik mine øjenvipper til at dryppe, som skyerne har gjort hele sommeren.

Alligevel har jeg hørt pladen på repeat hele resten af dagen. For selvom alt er svært, selvom en uge er uoverkommeligt lang tid, og selvom livet og alle dele af mig gør ondt i dag, så har jeg været her før. Sangene har været her før. Jeg har genkendt det hele. Og musikken fortæller sammen med alt det, jeg har været igennem med de sange i ørerne, at det hele nok skal blive godt igen. En anden dag.

Don’t fall apart.