Jeg er virkelig dårlig til at give slip på ting, der ikke er gode for mig. Jeg holder stædigt fast i, at det er bedre for mig lige at få den lillebitte smule, jeg kan tilrane mig, end at sige fra, tage stilling, tro på mit værd og sige ‘nej, så får du mig ikke.’

Derfor tager jeg på festival og krammer ham, jeg ikke kan få. Derfor inviterer jeg en slags eks til fest og klynger mig til ham natten igennem, åbner hans skjorte, når vi er alene, rører ved ham, holder om ham, ser ham dybt i øjnene, og gør vold på mig selv i forsøget på ikke at kysse ham, fordi han jo har en kæreste.

Og derfor bliver jeg ved med at holde døren åben til Bartenderen fra NorthSide, som hele tiden aflyser, undlader at svare eller udskyder ting til næste uge, om to uger, på et tidspunkt, når han får ro i sit liv.

Mange beskeder er røget frem og tilbage, og det slutter med, at jeg siger ‘jeg er her, sig til’. Og for det første burde han virkelig være klar over det nu, så det er overflødigt at sige. Og for det andet (og ja, det burde være det første) burde han jo bare tage mig, hvis han rent faktisk gerne vil have mig. Det vil han så nok ikke, og jeg burde her halvanden måned senere stikke ham et løbepas og ønske ham et godt liv.

Men jeg kan ikke slippe tanken om ‘hvad nu hvis?’

I formiddags, da han skrev, at det nok passede bedre om et par uger, når min ferie er slut, og han er kommet på plads med nogle ting, indså jeg, at det her med ham og mig aldrig sker. Han bliver aldrig klar, han når aldrig dertil, hvor det passer, og hvor jeg er vigtig nok. Og min tanke var, at jeg bare slipper ham nu og her. At jeg nok skriver ‘bare sig til’, men ellers lader ham være og vælger at lade det være en mulighed, som han skal tage, ikke mig. 

Det er ti timer siden nu, og for hvert minut er jeg blevet mindre standhaftig og mere tilbøjelig til at tænke, at joeh, det kunne da sagtens ske, når han nu siger det.

Jeg forestiller mig, det er dumt, men håber jo bare, at han ikke er fuld af pis. Heldigvis har jeg ferie og skal ud at rejse om fire dage, og så har jeg forhåbentligt nok af andre ting at tænke på til, at jeg ikke sidder og genlæser hans sms’er og kommer til at skrive, at jeg stadig er her og venter på ham.