Min første kæreste snorkede virkelig meget. Ikke dengang vi mødtes, men nogle år senere, da vi begge to var blevet ti kilo tungere og noget mageligere med hinanden. Hver eneste aften gjaldt det om, at jeg faldt i søvn først, ellers gik det aldrig. Krraaahhhhhrhrhrhhr, fffhhhhhh. Nat efter nat. Hvis jeg vågnede om natten, var slaget tabt og løbet kørt. Så kunne jeg ligge dér og bare blive idiot af hans nederen larm. Engang vågnede jeg, var ude at tisse, og da jeg kom i seng igen, sov han og snorkede løs. Og så blev jeg nok lidt mere idiot end de fleste, for til sidst blev jeg så afmægtig og arrig, at jeg tog højre hånds tommel og pegefinger og lagde dem på hans næsebor. Lukkede al luft inde og ude, så der endelig kunne blive stille. Det blev der jo bare ikke, for han vågnede af ikke at få luft, og han var fuldkommen (berettiget!) skidevred over, at jeg bare sådan…kvalte ham.

Det gjorde jeg så aldrig mere, men jeg var ikke bleg for at skubbe til ham efterfølgende. Eller til nogen af de andre, som er fulgt efter ham. Jeg er åbenbart sådan en, der falder for snorkerne (eller måske snorker de bare alle sammen), for enhver jeg for alvor har delt seng med, har snorket og været i stand til at holde et helt sommerhus vågen med støjen.

Og jeg har aldrig tøvet med at puffe til den anden under dynen, skubbe ham eller direkte bare vække og med streng stemme snerre “Dusnårkerrrrrr!” så han kunne holde op. De kan (som regel) ikke gøre for det, men min nattesøvn er også vigtig.

Første gang kæresten og jeg sov sammen her i vinter, sagde han, at han altså snorker ret meget. Jeg lovede, at hvis han holdt om mig hele natten, ville jeg aldrig klage over snorken. Helt kækt og nyforelsket.

Så faldt han i søvn før mig, og jeg måbede. Han snorker helt utroligt meget! Jeg prøvede at nusse ham stille på armen, fordi det har virket på andre, men den gik ikke. Og jeg tænkte, at her lå jeg og var helt lykkelig over, at det endelig var os, og overvejede hvordan det lige bliver med den snorken og min nattesøvn, når vi vænner os til hinanden, og jeg ikke længere har forelskelsens tålmod i blikket på ham.

Forleden nat vågnede jeg og lå helt stille med ryggen op ad ham og kiggede ud i mørket, mens han lå udstrakt på ryggen med armene ud til siden og snorkede. Og snorkede. Og snorkede. Jeg lå der længe, jeg kunne ikke finde ro, og til sidst tænkte jeg, at jeg nok alligevel hellere lige måtte prikke til ham, eller nusse, eller puste ham på armen eller noget, så jeg også kunne få lidt ro.

Og nu bliver det sødsuppet.

For jeg vendte mig om med enhver intention om at forstyrre ham, men så kom jeg jo til at se på ham, som han lå der i sin søde søvn og bare trak torsk i land. Og så kunne jeg ikke. Jeg blev ramt af varme og ømhed lige under ribbenenes samling, og jeg smilede bare. Ad ham og det hele. Over os. Al den kærlighed, jeg har til ham.

Jeg kyssede hans skulder helt blødt, lagde mig stille til rette op ad ham igen og lå og hørte på ham, til jeg selv sov. Det har jeg aldrig gjort før.