I virkeligheden gør jeg lige for tiden ikke så meget. Og når jeg gør noget, er jeg træt i lang tid bagefter. Derfor ligger jeg meget stille i min seng eller sidder stille på en stol eller går en stille tur i luften eller andre stille ting. 

Jeg går ikke på arbejde, for jeg har fået stress. I virkeligheden er det et dårligt udtryk, for jeg har ikke fået det. Ingen har givet mig stress. Jeg har selv taget det. Jeg har villet alt for meget alt får længe og har prøvet at nå det hele. Det gik ikke. Og selvom jeg burde være klogere, som alle andre i denne her situation også siger til sig selv, så var jeg det ikke. Jeg mærkede faresignalerne, jeg fik hjertebanken, jeg blev småsur og snerrede af søde og velmenende kolleger, og jeg havde kun lyst til frituremad og sofa. 

Jeg vidste det godt. Men jeg blev ved at tænke, at nu var der snart deadline, og så var det jo overstået. Eller. Men nu var det da i hvert fald snart weekend, og det var da et par dage med ro. Og snart var det påske med fridage og dejligt forår, og så skulle alting jo nok blive fint. Jeg skulle bare lige nå den der deadline, den weekend eller den påske. Det gjorde jeg bare ikke. 

Og en dag, mens jeg prøvede at passe mit arbejde og få tjek på en hel masse, holdt min hjerne op med at virke. Den vidste alting på en gang, den kunne ikke sortere i ting og information, det hele væltede frem på samme tid, og jeg kunne ikke få luft. Jeg gik ned til chefen, og med panikangst, fiaskostemning i hjertet og tårer på kinderne fortalte jeg, at det ikke gik. 

Det kunne hun godt både høre og se, så hun sendte mig hjem at slappe af og en tur hen til lægen. Lægen var enig, og nu sidder jeg så her i min seng små tre uger efter og er stadig i stykker. 

Jeg kan ikke samle mig om at læse en bog. Jeg kan ikke se fjernsyn uden at miste fokus. Jeg var i biografen at se en halvanden times ungdomsfilm, og så var jeg nødt til at sove, da jeg kom hjem. Går jeg ud med venner, har jeg brug for en dag på langs bagefter. Ser jeg fjernsyn, der ikke kan pauses, mister jeg handling, fordi jeg ikke kan samle mig om det bare en halv time ad gangen. Når jeg kommer i tanke om noget, jeg skal gøre, rejser jeg mig og står så uden at vide, hvad jeg ville. Tager jeg telefonen op, fordi jeg vil noget, har jeg glemt det, når jeg får låst den op. Ting bliver væk, informationer bliver væk, og faktisk synes jeg, at jeg bliver væk. Det er det værste. 

Jeg plejede at have styr på kalenderen, jeg plejede at jonglere flere ting ad gangen, jeg plejede at være nærværende, når jeg talte med nogen. Nu kan jeg holde fokus i ti-minutters intervaller og bliver både ked af det og vred, når jeg begynder at stene væk fra det, jeg er i gang med. Det her er ikke mig. Men de siger, det bliver bedre.