De sidste par år har jeg haft en idé med at lave en årsplayliste på Spotify. Det begyndte bare med, at jeg lavede en playliste med et par sindssygt gode sange i 2013, og efterhånden som jeg fik flere yndlingssange det år, blev de tilføjet, og listen voksede. Mange af sangene har ikke noget med noget rigtigt at gøre, udover at de indeholder minder for mig. Da året skiftede, var jeg så småt træt af mange af dem, og jeg lavede en ny liste, og det har så gentaget sig hver januar siden.

Der er de sange, jeg hørte, da vi markerede min fars 70-års fødselsdag knap to år efter hans død. Det er sange med minder fra dengang, jeg gik på grafisk kursus, fra en muligskilsmissesommer, fra søsterlykke, nye venskaber og alle mulige andre ting.

Sidste års playliste hedder Singlelisten, fordi den er fra en tid, hvor jeg blev skilt og flyttede for mig selv til stor glæde og lykkerus i min sjæl, og for nylig kom en af sangene fra dén i radioen. Siden har jeg hørt listen lidt on/off, og her i eftermiddag har jeg hørt den igen.

Pludselig dukkede Father John Misty op og med ham masser af minder fra sidste sommer; festival, solskin, vægttab (med vilje!), sex, sjov og ballade, vildsomme veje og stor forvirring, druk og ferie. Og så sad jeg her i sofaen med aftensolen foran mig og en slags status i sjælen. For jeg er et helt andet sted nu, end jeg var, da jeg hørte FJM på repeat sidste år. Og så gjorde jeg lige noget.

Jeg satte mig ud på altanen, godt tilbagelænet i stolen med lammeskindet, og så tændte jeg den sidste Lucky Strike i pakken fra min Mallorca-tur i august. Jeg ryger jo aldrig rigtigt, så jeg bliver hurtigt helt nikotinskæv, og det var præcis pointen i dag.

Mine arme bliver tunge, min hals bliver ru, og min hjerne bliver svimmel, efterhånden som jeg hiver mig igennem tobakken, og det er så rart. Jeg sidder tungt på det bløde skind og mærker mig selv helt igennem. Og selvom nu og sidste sommer er helt utroligt forskellige, så var og er der lykke i begge dele.

Singlelisten hører til i en tid, hvor jeg ledte og søgte efter mig selv, og jeg fandt mig sidste år i solen, sjovet og panikken, sådan nogenlunde, og nu leder jeg videre, fordi jeg er i noget nyt, hvor jeg også skal finde mig selv. Lige i dag er der ingen panik, det har der ikke været i over en uge, og det lyder måske ikke af meget, men det er lidt en milepæl for mig, som ryger fra bund til top i alle følelsesskalaer hver eneste dag.

Roen skal nok blive afløst af mere panik, men lige nu og her er det dejligt bare at sidde og glo med solen i øjnene, cigaretrøg i blod og lunger og vide, at jeg flytter mig og vokser og lærer.