Nogle af de sange, jeg hørte på repeat sidste sommer, handler meget om det der med kærlighed, kærester og forhold. Ikke om, hvor dejligt det er med tosomhed, og hvor skønt det er at dele sit liv med en, man elsker, men om, hvor pissemeganederen det er, når røven før eller siden rammer knæhaserne, når netstrømper og sexiness er noget, men læser om i bladene, og når det der ro indfinder sig, og man bare er voksne kærester. Hold op for en dødssejler, synger de om det henne i rocksangene.

Og jeg var helt enig! Det var min sandhed, de sang ud mellem guitarriffs og basgange.

Når Alex sang “…is forever for you? It sounds like settling down, like giving up,” forstod jeg så nemt som ingenting, hvorfor parforholdet ikke var ønskværdigt med al dets stabilitet og forudsigelighed. Næh, det var fint at indstille sig på, at livet var en string of one nighters og/eller kortere forhold, og dét er jo også en fin og god og for mange mennesker rigtig måde at leve livet på. Og det var helt sikkert dét, der var meningen for mig. Alternativet med hvide gardiner i morgensolen, kun sex om lørdagen, og så kun hvis den ene har husket at gøre den anden glad ved at tage opvasken, og børn, der sætter rammerne for, hvor tidligt man skal op og dermed også må gå i seng, og al den kedelighed, tab af vildskab og ungdom, han også synger om her, var i hvert fald ikke noget for mig.

Ok, det med ungdom er jo svært ikke at miste, men alt det andet! Det voksne. Det ansvarlige. Nej. Nej tak, det er ikke mig. Så stort et offer ville jeg simpelthen ikke gøre. Efter tre lange forhold og et ægteskab, der alle fire var kuldsejlet, og ikke havde resulteret i andet end tabstal og rødt på bundlinjen for følelser, tænkte jeg, at det faktisk ville være helt ok, hvis jeg bare var mig resten af livet. Jo jo, jeg kunne da møde nogen, falde lidt for dem, falde meget og forelske mig endda, men mit liv er mit liv, og det skal ikke deles, var jeg sikker på, for dén pris er fandme høj, og jeg vil ikke betale den igen.

Nu sidder jeg så her med et stort hjerte bankende uden på trøjen, mærket af nogens læber på min mund og mindet om varme fingre mellem mine. Og jeg forestiller mig, hvordan det skal blive, når kæresten og jeg en eller anden dag flytter sammen. Så bor vi dér og får hans lille pige på besøg i noget deleordning af en art. Og min sjæl fortæller mig med helt roligt åndedræt, at det ikke er et offer overhovedet. Det er ham, jeg vil have, det er dét, der følger med. Jeg kan faktisk meget godt lide det.

Men det er stadig gode sange, og uanset hvad er det pissemeganederen, at røven før eller siden rammer knæhaserne!