Jeg tænker meget på min far for tiden. Det er ellers i forårets spæde vorden, der er årsdag for hans død, og han har fødselsdag i den blege midvinter, så sommeren har aldrig rigtig været en tid, jeg forbandt særligt med ham.

Men for det første er der jobbet, hvor jeg gik ind og var voksen og præsterede og duperede. Jeg var selv overrasket over det, og jeg tror slet ikke, han havde den mindste anelse om, jeg havde den slags i mig. Og jeg mangler et skulderklap fra ham, kan jeg mærke. Selvom jeg jo allerede ved, at han ville være bristefærdig af stolthed. Jeg ville bare ønske, han kunne have set det.

For det andet går jeg rundt med et hjerte så sprødt og skørt og tænker meget på dengang, min far kaldte os børn hjem til sin sidste jul og midt i juletræ og mad og konfekt og varme og ro og hygge sagde til os, at kærligheden er det vigtigste i livet. Pas på den, tro på den, giv den plads og liv, formanede han. Og føjede til, at så falder alt andet på plads rundt om, som det nu lader sig gøre. Kærligheden er det bærende, det endegyldigt vigtigste. Når kærligheden er der, retter resten ind.

Vi var aldrig rigtig på bølgelængde med særligt meget, min far og jeg. Han var et fornuftigt menneske, vokset op lige efter krigen, og han havde fokus på at gøre Det Rigtige og på at gøre de ting, man nu engang skal. Han arbejdede for meget, så sine børn for lidt, talte for skældende til sin kone og prioriterede de fleste ting helt galt i min optik. Han havde været voksen hele sit liv, har jeg tit tænkt.

Jeg var familiens Benjamin, og helt klassisk har jeg aldrig fulgt den slagne vej til farmands store frustration. Han valgte livsvej tidligt, og jeg havde frihed til først at begynde en uddannelse midt i mine 20’ere. Han fik børn først i 20’erne, og jeg har stadig ingen. Han kunne lide klassisk musik og P1, hvor jeg mere er til rock og fjernsyn. Han havde slips og pæne sko på på arbejde, jeg blev kronraget og piercet i tungen og brystvorten.

Vi har haft et par ting, der var vores og ingen af de andres; vi var begge to enormt glade for Nordkraft, og vi købte begge to en plade med REM på grund af en tv-serie, der ramte os i det blødeste indre og havde denne her som tema, og da han blev over 60 begyndte han at male, hvor jeg har tegnet og dyrket det kreative hele mit liv.

Alligevel er det først nu, hvor jeg genser tv-serien, genhører pladen, og hvor jeg selv for så vidt er ved at blive voksen i et forhold med en mand, jeg elsker som aldrig før, at jeg forstår, at min far og jeg var to alen af et stykke klæde, om end vi nok var skåret i hver sin ende af det.

Hvor min mor og søskende har fokus på den voksne voksenhed med skal og bør, er jeg født med min fars holdning til kærlighed i sjælen. Jeg er klog og intelligent, jeg kan ræsonnere, og jeg kan være fornuftig, og jeg gør også alle de ting, man jo skal her i livet, fordi sådan er det. Men fornuft og intelligens har aldrig været det styrende mit liv, er det stadig ikke, og bliver det heller aldrig. Det er ikke mig. 

Jeg blev født med mit livskompas i hjertet, og jeg har altid gjort og valgt og levet mit liv, som mit hjerte har bedt mig om det, og så må det koste, hvad det nu end koster. Og det er nogle gange meget. Jeg har lige indset, at jeg for dét er min fars kloge datter, mere end jeg anede.

Jeg elsker en mand, der gerne vil følge sit hjerte, men er plaget af skyld over ikke at gøre det, som er fornuftigt. Og det eneste, jeg ønsker mig, er et råd fra min far. Min kloge, elskende, elskede far.