For 20 år siden gik jeg på skole med Anna, der havde trøjer med Manowar på til timerne. Og jeg vidste bare, Manowar var noget lort; jeg kunne se på skrifttypen på bandnavnet, på farverne rød og sort, på skeletterne og flammerne, at det var heavy.

Og jeg tænkte helt sikkert, at Anna var en ærgerlig type, som jeg ikke gad, fordi hun hørte den slags dårlig musik, som gør folk til dårlige mennesker.

Jeg selv hørte Skunk Anansies første plade den sommer, så det var ikke, fordi jeg ikke var til rock. Jeg var bare helt ungdommeligt selvfed som 17-årig og fuld af tro på, at det, som jeg kunne lide, var godt, og hvis andre kunne lide noget andet, måtte de bestemt være meget mindre vidende end mig – og i øvrigt tage fejl.

Så gik der tid og mere tid og flere år, og efterhånden har min musiksmag været rundt om rigtig meget, fordi jeg har kendt rigtig mange mennesker og har prøvet at lytte til og sætte mig ind i den, musik, som de kan lide.

Jeg har gloet på mine sko til indie med en kæreste, jeg har været jazzet med ham, jeg blev gift med, jeg har sunget rigtig meget med på nogens pop hist og her.

Al den lytten til andres yndlinge har givet mig langt større indsigt i, hvad musik er og kan.

Jeg har fået mange overraskelser, været til underlige koncerter med bands, der havde boller med til publikum, med nogen, hvor trommeslageren lige trak i en snor, der hang fra loftet, mens kollegaen trykkede på en tangent, der sagde båt, jeg har set folk-rockere med sorte nissehuer i december, og jeg har stået i ølkø til en hel Slayer-koncert i Gentofte.

Hver gang har jeg prøvet at møde ny musik med åbne ører og parathed til omstilling, og mens noget af det er blevet siddende i mig længe efter, er noget andet blevet glemt så hurtigt, som sidste tone blev spillet. Men alle de lytninger og oplevelser og andres glæde for noget har lært mig, at det er meget nemmere at forme sin egen smag, når man hører så meget, at man altid ved, hvad man ikke kan lide.

Min smag er gået meget mere i retning af det tungere og hårdere rock, som årene suste omkring mig.

Og jeg er ikke typen, der går i bandtrøjer, men nu har jeg altså en virkelig fin playliste, som blandt andet indeholder Manowar. Som slet ikke er det mest heavy på listen.