Forleden morgen kørte jeg til arbejde i et morgengry, der var helt forsinket af den fineste forårsregn. Egentlig var det jo bare helt almindelig regn, og mange vil sige, at foråret er landet for længst. Men det var dén morgen, foråret kom for mig, selvom det var helt i midten af maj.

Jeg kørte ad blanke veje, jeg ikke kendte, havde GPS’en på arbejde, fordi de småbitte landeveje i Østjylland var mig nye og ukendte. Asfalten var kantet af knudrede kastanier, rapsmarker på vej i blomst og skærende nygrønne bøge, og jeg sad i bilen med al mulig sansning helt uden på kroppen og drak verden og livet ind ad mine grådige øjne.

Al den vilde sansning begyndte dagen før, selvom optakten varede et par uger. Der er håndværkere i kontorbygningen ved siden af vores, og de bruger vores indgang, når de slæber brædder og værktøj frem og tilbage. De fleste er søde, nogle af dem siger meget lidt, én af dem smalltalker og har prøvet at charme sig til kage, men mest er de bare nogle, der går og makker med deres ting, larmer, så vi ikke kan tænke, støver, så vi ikke kan se, og fikser bygningen, så den bliver fin at se på og være i. Men forrige mandag var der en ny mand på pladsen.

Han stod hele tiden i vejen, når jeg skulle ud at tisse, og jeg kom til at gå ind i ham og hans stige flere gange, fordi jeg blev teenagebefippet over ham.

Han er høj. Hans hår er præcis så kort, at man véd, det er vidunderligt på fingerspidserne. Hans hænder er stærke og smidige. Han går som en danser, han har en dyb stemme, når han råber ad de andre, og han er intet andet end sex, når han står i solen med sin vamsede rullekrave og en smøg i hånden, som jævnligt dækker hans læber og kindben, mens han ryger i pausen.

Jeg kom til at glo. Og jeg kom til at glo noget mere og noget mere, og så opdagede jeg, at han kiggede tilbage. Drejede hovedet, når han gik forbi vores åbne dør. Sendte et blik, når jeg ankom om morgenen. Så på mig gennem panoramavinduet, når jeg hentede vand og kaffe i den anden ende af lokalet.

Min reaktion var aldeles primitiv. Jeg sad på kontoret og fik helt tungt åndedrag, mærkede mine næsebor vibrere, som de gør, når jeg bliver tændt, hørte mig selv sukke, når han løftede noget tungt på den letteste måde eller dansede sig op ad trappen med et koben i sin stærke hånd, mens mine kinder blev varme og min mund gled åben helt af sig selv.

Nogen måtte gøre noget, og som dagene gik, blev det ligesom indlysende, at han ikke gjorde andet end at bruge sine pæne øjne. Så jeg trak vejret skidedybt og gik ud til ham. Han sad på knæ med alt muligt værktøj mellem hænderne, da jeg med kort kjole og helt rolige knæ stillede mig lige foran ham og sagde hej.

Jeg foreslog, at i stedet for at vi gik og kiggede sådan på hinanden hele tiden, kunne han få mit nummer og muligheden for faktisk at gøre noget ved det. Han blev helt rund i ansigtstrækkene af overraskelse og åbenlys jatakhed i øjne og mund. Jeg stak ham en lap papir, jeg havde knuget i hånden, hvor der var fire bogstaver og otte tal. Jeg sagde mit navn, og han sagde sit, og jeg sluttede af med ”Skriv til mig!” før jeg gik tilbage på min plads med knæ som espeløv og et smil så bredt, det favnede hele verden. Mine kinder kunne sætte ild til papir, og mine øjne kunne se hele jorden rundt. Da han pakkede sammen og kørte fra arbejde, kiggede han ind ad mit vindue, hvor jeg havde ventet ham, og han vinkede, så jeg glemte at få luft.

Fire timer senere havde han sendt en besked, vi havde snappet et par gange, og jeg havde smidt en tandbørste i tasken, været på tanken efter en pakke Prince til hans fine fingre og susede gennem tusmørket ud på landet, hvor hans hus ligger.

Han krammede mig og lugtede af smøger og deodorant og af mand og arbejde, og han var så høj, at mine læber slet ikke kunne nå hans, men håndværkerhænderne tog fat i min røv og løftede mig op til ham, og han smagte af frisk luft og glæde, og det var vildt og intenst og ud over det hele.

Varme sad vi i sofaen og drak vand og hørte John Mogensen, og han røg, og vi snakkede og grinede og hans øjne gnistrer, når han fortæller om arbejdet og om rejser jorden rundt og om en salig bedstefar, som betød så meget, at han er blevet en del af den fuldt tatoverede arm, og om forliste forhold og dumme kolleger, og at han var meget paf over, at jeg havde sagt hej og tilbudt, at det kunne blive. Jeg forklarede, at det ikke handlede så meget om mod, men om at jeg vidste, han en dag snart ville være væk fra vores bygning, og at jeg så ville gå til ved tanken om, at jeg måske kunne have fået noget til at ske, men bare ikke gjorde det.

Han er så ung og fin, og hans hænder er så smadrede af håndværkerjob og så fintfølende og gode, og han spurgte til mine tatoveringer og talte om sit hus og sit liv. Han tog mig igen og hans ansigt var noget af det fineste, jeg længe har set, og hans stærke arme flyttede rundt på mig, som var jeg et vaterpas, og han holdt mig, så jeg intet kunne stille op, men heller intet ville gøre andet end at være lige dér under ham.

Da vi skulle sove, fortalte han, at han altså godt nok går og ser lidt til en pige, som han gerne vil noget med, og det var helt fint, for det var jo bare, hvad det var. Han faldt i søvn, og alle hans sovelyde var så fine, mens jeg som vanligt lå ganske søvnløs. Lugtede til sengen, lagde en hånd på hans ryg, så på lysstriben under rullegardinet ud til evigheden, lyttede til regn på taget og ganske få biler i det fjerne. Dagen begyndte, og jeg stod op, gik på toilet, tjekkede i spejlet, om jeg havde synlige mærker under alle de ømme steder på kroppen, tog noget mere vand at drikke og gik, da han sagde ”Vi ses senere.”

Ude i bilen tændte jeg vejviseren, satte i gear og trillede åndet tidligt mod arbejdet, mens det hele sneg sig ind på mig, og jeg blev helt trygt tung i kroppen.

Og så kørte jeg der på de våde veje og lugtede af røg og sex og mand og var lykkelig. Alting er bag mig, og alting er forude. Ret forude. Jeg skal bare køre ud i verden og tage det. Gennem regn og nyudsprungne bøge og solopgang og vovede beskeder til fremmede mænd, som vil have mig ligeså meget, som jeg vil have dem.

Den dag indtog jeg ham med øjnene præcis ligeså meget som alle de foregående, for nu véd jeg, at hans hænder og arme og øjne og mund og skuldre og krop er al den sex, jeg så, da jeg første gang fik øje på ham.