Engang, i en af de perioder, hvor vi ikke rigtig var sammen, men bare skrev til hinanden nogenlunde hele tiden og altid var i hinandens tanker, selvom vi ikke kunne kramme og holde om hinanden. En af de gange, hvor det blev sent om aftenen og natten, og vi lod hånt om morgendagens pligter på arbejde eller med familien og vennerne, fordi vi hørte sammen og ikke kunne give slip, selvom vi var adskilt og burde være klogere og sige godnat, for der er jo også i morgen. En af de nætter, hvor vi var sandere og åbnere end ellers, fortalte jeg ham om månen.

Og det er lidt åndssvagt, og derfor skulle det være på et af de ærlige tidspunkter, hvor han var ude med store følelser, og jeg var intens som en teenager, at jeg forklarede det.

At nogle gange, når jeg er vågen om natten, hvis jeg skal tisse, eller hvis jeg skal ud i skumringen, eller hvis jeg kommer hjem i en taxa kl 5, eller bare ligger søvnløs og kigger på mørket og ingenting.

Nogle af de gange er der måneskin. Så falder det bleglette lys ind ad mine vinduer og laver blå firkanter på gulvet eller væggen. Og det ligner frost, selvom det bare er sort nat med bløde plusgrader. Og nogle gange ser jeg ud på den store cirkel i natten og får ro indeni. Mærker, at den kaster sit genskin fra solen herned til bare mig.

Jo, du kan også se den, og alle andre, som er ude, kan se den. Og det er jo bare en planet, der dingler kredsende rundt i universet. Men jeg får hjertet i ro og mærker alt og evigheden, når jeg ser den.

Det fortalte jeg ham. Og han forstod det næppe, for det lyder evnesvagt eller, i bedste fald, indbildsk, men han hørte det, og han tog det med sig. Og jeg bliver flydende indeni, når vi ikke er sammen, og han sender mig et snap af sin aftenhimmel eller nattelyset på stien foran ham. Nu skinner månen på os begge to.