Egentlig havde jeg slet ikke lyst til kaffe til morgen. Men jeg har haft ondt i halsen et par dage, og der har jeg kun haft lyst til at drikke te med honning eller varm hyldebærsaft, som den min mor lavede til mig, da jeg var lille og havde feber.

Og efter alt det med stress har jeg bare en stor trang til normalitet og rutine, at ting er, som de plejer, og til at min lørdag skal være, som den altid er. Så jeg dryssede tre skefulde Nescafé i min kop og hældte nykogt vand over det, fordi lørdag formiddag altid er kaffe og bog og sofa med benene oppe.

Men så fik jeg øje på kærestekaffen. Nutellakaffen, som han lærte mig at drikke.

Så jeg hældte min kaffe i vasken, satte vand over igen, vaskede kop og ske op, dryssede ny kaffe i den sirligt tørrede kop sammen med en enkelt ske af Nutellakaffen. Stadig helt uden at have lyst til kaffe, fordi min hals kradser, og min smagssans alligevel er sat ud af spil, men bare med lysten til noget godt og normalt og roligt.

Og selvom vi stadig er et sted, hvor fællesskab defineres forskelligt af os, og selvom vi stadig står her, hvor jeg strækker mig og tænker, det snart er slut, og selvom ingenting i virkeligheden er, som jeg har behov for, at det skal være. Selvom alt det, så hældte jeg vand på kaffen og blev ramt af blød varme, tro og håb lige i midten af maven, da jeg rørte rundt med skeen, og duften af nødder og chokolade ramte min næse.