I fredags var jeg ude at købe tøj, fordi jeg skulle til fest om lørdagen. Egentlig fik jeg kun købt hverdagstøj og blødt tøj til om søndagen, men det var den fineste oplevelse længe, fordi jeg opdagede, at jeg kunne passe ting en størrelse mindre, end jeg troede og var vant til.

Og så opdagede jeg pludselig, at jeg stod foran undertøjet i tøjbutikken, og i stedet for at overveje, hvad der er dejligt at have på eller praktisk med strømpebukser, stod jeg og vurderede trusserne efter, hvor pæne de lige var, hvis nogen skulle tage dem af mig.

Tirsdagen forinden havde en flink, ung mand været forbi og være så flink på mig, at jeg stadig var let i kroppen og tung i mellemgulvet, og jeg tænkte, at vi så fint kunne lave en slags fast aftale om lige at blive ved med den slags.

Og jeg havde en måske-date at se frem til efter weekenden plus en plan om at forgribe mig en lille smule på daten allerede lørdag, hvis jeg kunne slippe af sted med det.

Masser af muligheder for at flashe pænt undertøj, selvom ham med de strenge hænder egentlig helst ser, jeg er nøgen, når han kommer, og ham den andens præferencer er mig fuldkommen ukendt. Og det har jo aldrig ægte været et issue, når det først kom dertil.

Men der stod jeg så og kiggede på fancy trusser med blonder, med blomster på hofterne, med snore i stedet for stof, med bred bag, med ingen bag overhovedet. Alle mulige slags.

Alt for mange faktisk, for da det kom til stykket, kunne jeg slet ikke finde nogen som helst, der både var i den rigtige størrelse og levede op til mine krav om at være lækre og samtidig ikke ligne noget, som Teen Sex Barbie kunne have haft på.

Muligvis skulle jeg bare have købt nogle, et eller andet par, så var jeg måske ikke endt med at sidde her en uge efter og hverken have den ene mand eller ville den anden mand særlig meget.

Nu har jeg bare de kedelige, men helt behagelige, bomuldstrusser med blød kant på. I dag er det alligevel kun mig, der skal se dem.