Det var en morgen i den tredje uge på det nye arbejde. Det var egentlig ikke så tidligt, men udenfor var det mørkt og gråt og koldt, selvom kalenderen sagde august. Mit hjerte gjorde ondt, der var et hul i min mave, og jeg havde ikke lyst til noget som helst. Jeg ville godt på arbejde, for dér var det dejligt, og dér kunne jeg tænke på helt konkrete opgaver og slippe noget af alt det, som uafladeligt krævede akut opmærksomhed indeni.

Jeg gjorde mig klar med mascara og nederdel, trøje på, sko på, og da jeg åbnede hoveddøren, fandt jeg i låsen de nøgler, som jeg havde låst mig ind med om søndagen, da jeg kom hjem fra en gåtur, som skulle have givet peace of mind, men mest gav kilometer til udklækning af Pokémon. Freden var det så som så med, selvom parken var dejligt fredelig og fuld af lune og dejligt vejr. Ro fandt jeg vist ikke, siden jeg mellem oplåsning af dør og indgang havde glemt alt om nøglen. Og jeg undrede mig over, at ingen af mine naboer havde banket på og sagt ‘Hey ven, har du glemt din nøgle?’

Efter et øjebliks skuffelse over min begrænsede hjernekapacitet, bare fordi alt på arbejdet er nyt og jeg kæmper med et knust hjerte, smed jeg nøglen på kommoden, tog de rigtige med mig og hentede min cykel.

Det tager mig syv minutter at cykle hen til busstoppestedet, fra jeg står på, til jeg står af, og da jeg havde siddet med fødderne i pedalerne i tre af dem, gav de tunge skyer efter og læssede styrtregn ned på mig og alle de andre sommertøjsklædte cyklister. Cremen på mine ben blev opløst, og jeg blev helt fedtet. Skuldre og ryg blev våde og kolde, og mit ansigt løb helt af mig.

Da jeg nåede busskuret, så jeg bussen komme om hjørnet og blev helt panikken, fordi jeg åbenbart alligevel var kommet for sent af sted. Eller fordi jeg åbenbart havde været for længe om turen. Eller hvad. Jeg smed cyklen fra mig, stæsede over vejen hen mod bussen, tabte min telefon på asfalten, samlede den op, kom videre med telefonen i hånden, nøgler og taske i den anden og fødderne i hast på vej mod bussen, som ti meter væk trak ud fra lommen og kørte forbi mig.

Med ludende skuldre løb jeg det sidste stykke hen til skuret fuld af vådt tøj og forvirring.

Ny køreplan. Slut med sommerferie, køreplanen går over til normal, og bussen har afgang fire minutter tidligere end de første to uger. Næste bus går om tyve minutter. Og i de tyve minutter øsede det ned med en regn, der var koldere end mine øjne. Jeg stod allerinderst i hjørnet og klemte mig op mod glasset, fordi vinden førte regnen lige ind til mig og op ad mine ben til min trøje midt på maven.

Tre kvarter senere stod jeg på mit arbejde med våde tæer og et maraton bag mig. Naturligvis var det mandag.