Hvor er det dejligt med det omslag i vejret.

Hvor er det dejligt at sidde på altanen i solskin med min kaffe og radioen eller bare fuglefløjt, glade børn og busser forbi ude på gaden.

Og hvor er det dejligt at have brugt ugen i samvær med gode mennesker, som i den grad booster mit velvære. Og at opdage, at det her med at gå til selskab, gå til foredrag, se andre mennesker, igen er noget, der kan give mig energi i stedet for blot at dræne.

Jovist, jeg har stadig behov for en dag i fuldkommen fred efter en aften i venners lag med dans og vin og sang, men det har ikke været med samme følger i form af manglende fokus og en følelse af udmattelse i både krop og sjæl.

Faktisk har det været sådan, at jeg følte mig lidt overmodig, men alligevel hentede en bog på biblioteket og satte mig i den bløde stol på altanen og åbnede. Og læste. Og læste. Og læste.

Første gang jeg fik stress, mistede jeg evnen til at koncentrere mig om bøger, og det var helt uhørt svært for mig, der altid har brugt bøger både som underholdende adspredelse, udvidelse af den personlige horisont og tilflugt fra de svære ting i livet.

I denne her omgang har jeg taget det mere med ro, at min evne til at skelne karakterer og holde fast i en fortløbende handling har svigtet mig, fordi jeg har vidst, at det hele kom igen sidste gang, da jeg først fik ro og og tid til at samle mig, så det ville det vel nok også gøre nu. Og det gjorde det.

Det er bare Helle Helle, som jo skriver ret små historier om helt almindelige mennesker i korte sætninger og afsnit, som ikke kræver, at man sætter hele sin søndag af til skarpt fokus i et historisk persongalleri som fra en russisk roman. Men det ér en bog. Og jeg læste den hele på blot to dage.

Der var masser af fokusspring, hvor jeg måtte lægge bogen på skødet eller sofaen og enten lige glo ud af vinduet, lave en note på en blok eller hente vand og kaffe og alle mulige andre ting, der lige virkede adspredende. Men så kunne jeg komme tilbage, nogenlunde huske hvor vi var og hvad der skete, og så kunne jeg læse videre.

Sikken gave at finde sig selv igen. Og så endda i solskin dagen lang.

Jeg er på altanen med mine nye fiktive venner resten af sommeren.