Det var efter sex. Det var efter snak og nus. Det var efter lyset blev slukket. Du var så træt, at din krop svarede igen med svimmelhed og kvalmende utilpashed. Jeg lagde mig helt tæt op ad dig, og du drejede kroppen, til vi var en ske.

Jeg spurgte, om du kunne huske, at dengang Gwyneth Paltrows far døde, havde Chris Martin skrevet “Fix you” til hende, fordi han så gerne ville tage sorg og smerte fra hende og bare få hende til at have det godt. Du forstod godt, at det var derfor, jeg spurgte, om jeg kunne gøre noget, og sådan, jeg havde det nu, fordi du ikke hang så godt sammen i fem minutter af et liv. Og hver gang, du bliver presset, fordi vilkårene er barske, og jeg er en del af dem.

Jeg er lidt hudløs, ramt af evigheden og fuld af ømhed, så snakken om Gwyneths døde far ramte en nerve i mig, og jeg mærkede mine mundvige søge hagen. Mine øjne sved af saltvand, og mens du småsnorkede, og jeg lå helt stille op ad din varme overkrop, løb der tårer mod mine ører.

“Er du trist?” spurgte du, da du mærkede varme dråber på din arm. “Ja, det blev jeg lige,” svarede jeg og var lidt beklemt, for det var dig, der var sløj og havde brug for ro, og jeg ér da ok med al min egen historie og ballade, så kan vi ikke lige bare sove i stedet.

Og så bøjede du armen under min hals og nakke og lagde den op over mit bryst, mens din anden arm foldede sig modsat ned over mig, så du holdt om mig med hele din krop.

Jeg har aldrig nogensinde følt mig så tryg.