Når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at jeg må have været heartbroken førhen. Måske endda med nogen, jeg kendte bedre, vidste noget om og havde været sammen med mere end to gange. Men når jeg sidder her og kigger ud i luften, kan jeg mærke, at jeg slet, slet ikke er rustet til at komme igennem det her.

Hvad gør man? Hvordan lader jeg være med at græde? Hvordan føler jeg mig ikke som det aleneste menneske i verden(-shistorien)? Hvordan slipper jeg det og kommer videre? Hvornår kommer jeg dertil, hvor jeg faktisk vil dét!?

Jeg havde det egentlig fint i går, da jeg kom hjem efter en lang uge på arbejde. Jeg var træt, men solen skinnede, jeg sluttede ugen på optur og fremgang på job, og alt føltes, som om det nok skulle gå alligevel.

Men så kom jeg ind herhjemme og var helt alene. Gik på facebook, Twitter, Insta, og alle steder var der folk, som faktisk har liv og travlt med hinanden og deres egne ting. Og her sad jeg.

Loggede på Tinder, swipede lidt løst og ufokuseret, opdagede at alle mænd på Tinder har store fejl, som gør, at jeg ikke gider dem. Mest er fejlen, at de ikke er ham. Så jeg løb væk igen. Fik en besked, som jeg tjekkede et par timer senere. Skrev med fyren og aftalte at mødes i dag.

Skrev til ham i morges, at det kan jeg ikke. Han er sikkert en fin fyr, og det kunne sikkert blive all kinds of fun.

Men det kan det ikke. Ikke nu. Jeg kan ikke lige nu. Jeg kan bare sidde her med ondt i hjertet og håbe, det en dag går over og bliver bedre.

Mens jeg fokuserer på ikke at tjekke hans profil på facebook, ikke se, hvornår han sidst var online, ikke se hans billeder igennem og se de blå øjne, stærke arme og pæne mund, jeg åbenbart slet ikke kan slippe.

Alt, jeg ser i fjernsynet, minder mig om ham. Alt, jeg hører, minder mig om ham. Alt, jeg tænker på, er ham.

Jeg sagde til min ven, at jeg er ok nok. Men det er jeg ikke. Jeg er ikke engang tæt på.