Hun sad helt stille som et spejl i karret.

Benene var bøjet og fødderne krydset. Emaljekanten fik knæene til at pege lige op mod den tomme himmel. Ryggen var krum, og hvirvlerne kunne tælles, mens hendes albuer hang ned på bunden, og underarmene lå hen over hinanden.

Hun opdagede, at det ikke kun er, når man fryser, men også i vand, der farver huden gloende rød, at huden nopres som fjerkræ og får strittende hår.

Hovedet hang så lavt, at det næsten nåede vandet, og hvis hun fyldte mere i, kunne hun have druknet sig. Fra næsens tip dryppede det, så hendes blink lavede ringe i vandet.

Hun sad bare der og var verdens allermindste, spændte bold af av.