Jeg gik faktisk bare og trak vejret i morgensolen og havde fokus på at overleve, men så kom jeg til at tænke “Hvad nu med koncerten i oktober?” og efter dét kom jeg også i tanke om biografturen i august og den anden koncert, som også er i august. Hvad med alle de ting, vi skal sammen?

Eller skulle sammen. Tiden er ændret. For morgenens sidste ord var et farvel. Med grødede stemmer og våde øjne hos os begge.

Farvel. Fordi det var det. Fordi smerten ved at være sammen var så stor, at det måtte være nemmere at slippe det. Fordi valget stod mellem langstrakt pine eller et plaster, som trods alt kun gør ondt i ret kort tid. Han så ned i gulvet og hans mund sagde, at det var bedst at slippe. Og så slap jeg alt hold i min krop. Arme og ben blev slappe, og jeg sad i hans seng med dynen om benene og brysterne ud over det hele, og så græd jeg. Tårer og snot dryppede på hans ærme, jeg fik trykket min skulder mod hans solbriller, da jeg krammede ham helt stramt, fordi det simpelthen var så forkert at slippe, og jeg så, at han havde dråber i skægget, fordi hans røde øjne var lige så læk som mine.

Han var for sent på den til arbejde og gik sin vej, men jeg bad om lige at måtte blive, så jeg kunne samle mine småting sammen og få dem med mig. Og samle mig selv op og sammen og lige prøve at få det meste af mig med hjem også.

Store solbriller over mascaraløb på kinderne, korte åndedrag, ludende skuldre i bussen. Det gik.  Men så gik jeg dér og kom i tanke om planerne. Alle planerne, vi har lagt! Og selvom jeg endelig kunne se hjem og havde holdt fast i tanken om at vente med et sammenbrud, kunne jeg ikke holde det inde. Jeg hikstede mig ind ad døren og op ad trappen. Min sjæl gav efter i entréen, og jeg låste døren med krampehulk i kroppen og knæ, som ikke helt var stærke nok.

Og så lå jeg på sofaen og græd uden at vide, om tiden gik.