Midt i tårer og tristhed, havde han taget fornuftshatten på og sagt, han ikke er typen, der smækker med døren. Der var ingen grund til at blive akavet eller prøve at undgå hinanden, hvis vi kom de samme steder. Jeg svarede, at der nok kommer til at gå noget tid, før jeg er klar til at se ham, når han ikke er min, og det forstod han godt.

Jeg havde opgivet dagen og lagt mig under dynen med en hovedpude over øjnene, så jeg kunne slippe så meget fra verden som muligt. Men telefonen ringede, og jeg kunne se, det var vigtigt. Jeg tog bukser på og rømmede mig og snøftede og fik ro på mig, inden jeg tog den. Det var en mand, der havde godt nyt. Jeg blev glad og lettet og et øjeblik fyldt med energi og begejstring.

Og så begyndte jeg forfra med at græde, fordi jeg allerhelst ville ringe og juble over det sammen med kæresten. Men det kunne jeg ikke, for ‘kæreste’ var ikke virkeligheden mere. Og så krøllede jeg mig sammen som et pindsvin og hulkede med mig selv.

Indtil jeg tænkte, at det voksne faktisk ville være at ignorere al ubehaget og bare ringe til ham og dele nyheden uanset hvad. Det ville være det rigtige at gøre. Fordi vi er fine mennesker. Fordi vi ikke er idioter, som bliver forsmåede og fåmælte på den indebrændte måde. Fordi vi har delt en masse bøvl, besvær og smukke timer igennem snart trekvart år. Og fordi jeg stadig er hans, selvom han ikke er min.

Det var min plan at fortælle ham om nyheden og så i øvrigt tilføje, at det fandme ikke er en løsning at give op, men da jeg hørte hans stemme i telefonen, blev jeg helt klichéfyldt ramt af stilhed og fik kun talt med ham i tre minutter, før jeg lagde på igen. Og ja. Jeg græd igen. Gik i seng igen og lå der i timevis, til jeg var nødt til at rejse mig for at få noget at drikke.

Her til aften sendte jeg ham så en besked, hvor jeg skrev, at jeg ville have sagt noget, men mistede modet. At en løsning, som gør os begge to helt stille og fulde af tårer, fandme.bare.ikke er en løsning. At jeg godt vil give ham plads og ro, hvis han har brug for det. At jeg er hans. At vi godt kan finde ud af det og klare det, fordi hvis dét her er alternativet, er alt i verden tabt.

Han ringede, og vi talte et par minutter. Han har brug for ro, og han har brug for fred, og han har brug for et pusterum, hvor i hvert fald én del i hans liv ikke står og trækker i ham. Jeg kan give ham al plads og luft i verden, hvis jeg véd, han har os, når han vender tilbage til overfladen.

“Jeg er her,” sagde han flere gange. Og da jeg havde lagt på, græd jeg igen. Af lettelse og hjertesuk. Jeg ved stadig ikke, hvor det ender, eller hvordan det skal gå. Jeg ved ikke engang, om vi er kærester. Men på mandag skal jeg se ham henne i virkeligheden, og så finder vi ud af noget mere. Sammen. Fordi sammen er det rigtige.