En af mine gode venner arbejder på en efterskole, og de har nogle gange nogle småkurser for ungerne, hvor de hiver lærere ind, som kan fortælle om noget andet end bare dansk, engelsk og idræt, som de hører i løbet af det almindelige skoleår. Nogle gange er det, når de ankommer til skolen og skal have fokus på, hvordan de bedst får noget ud af det sociale, samtidig med at de lige husker lektier og skoleting. Andre gange er det, når skoleåret slutter, og de søde små skal have lidt inspirerende information om, hvad de kan senere.

Jeg har været med til tre af modtagerkurserne førhen, og det har været sindssygt sjovt, spændende og givende. Så gik jeg ud og fik voksenjob med en hverdag, hvor jeg skulle tage ferie for at være efterskolelærer, hvis jeg ville, og så finde mig i at være lidt smadret, når jeg kom tilbage på job. Det gjorde jeg kun en enkelt gang, for det var faktisk lidt for hårdt. Men nu har jeg haft tid til at melde mig som lærer på et af afslutningsholdene, og derfor har jeg lige været væk fredag, lørdag og søndag.

Det fede er, at selvom jeg var helt bombesmadret i krop og sjæl, da jeg landede i min egen entré søndag aften, så var jeg frisk og klar til mere allerede efter en enkelt nats søvn. Jeg sad ellers søndag og følte mig så slidt, at jeg tænkte, jeg ville være en uge om at bounce back og få overskud til at se andre mennesker og gøre noget igen. Stress har betydet, at mine grænser for slidt og slidt op har ændret sig, og jeg mærker tit, at ting og mennesker kræver mere af mig, end jeg før har været vant til. Og det har været rigtig svært helt at få lært, at jeg skal tage den med ro, or else! Men nu er jeg vist ved at have den.

Min veninde roste mig for nyligt for at være god til at passe på mig selv, og det er da også en helt ny ting, at jeg faktisk mærker det og reagerer på det.

Efter alle turene til Sjælland og sygehus med mor var jeg egentlig for slidt til at tage ud og være efterskolelærer en weekend, men jeg havde lovet og forpligtet mig, og så skal man gøre det. Og da jeg sad i sofaen søndag før sengetid, mærkede jeg, at selvom jeg var slidt, så var jeg lykkelig. Det bedste er, når jeg lige kan mærke, at selvom noget trætter mig, så giver det mig mere på den lange bane. Jeg får simpelthen mere med mig fra efterskolen, end jeg har lagt derude.

Dels fordi ungerne er så skidesøde og sjove og responderer så fint på min undervisning, som kommer fra helt egen og personlig erfaring med fortrydelse, med at tage chancer, med ikke gå glip af ting og med at tage ting, som de kommer. Og dels fordi de andre voksne på skolen er så sindssygt sjove at være sammen med i den lille weekendboble af aktivitet og indforståethed, som vi er i.

De andre gange, jeg har været derude som underviser, har det været helt utroligt svært at lande i mit eget liv bagefter, og søndag aften, da jeg lå i min seng og skulle finde ro i min urotrætte krop, blev jeg ramt af nedtur helt som vanligt. Men jeg opdagede, at det var helt forbigående, det var en halv times tid, hvor jeg havde fokus på alt det gode, der skete på skolen, som jeg nu skulle slippe og videre fra. Og så var det dét. Så kunne det ligge et godt og varmt sted i mit hjerte, og jeg trak vejret og var glad i mit eget liv igen. Førhen har det krævet hele og halve uger at vænne mig til normalen igen.

Stress har lært mig virkelig meget, og det sidste halvandet år har været én langstrakt og rimeligt hård og krævende proces med at tilrette mig og mit liv, med at lære noget, blive klogere på mig selv, på hvad jeg vil og kan og skal, at udvikle mig, så jeg har det, som jeg fortjener og gerne vil. Og det tror jeg sgu faktisk, jeg er ved at have tjek på, siden the blues var så kort og forsvandt til fordel for en god grundfølelse af tilfredshed med det meste.

Se mig, jeg har det godt.