Hvordan kommer man over det, når arbejdet slår op med én?

Første gang jeg blev fyret fra et job, gjorde det mig ikke noget. Jeg var sygemeldt, jeg var klar over, at jeg ikke skulle tilbage dertil, fordi det bare ville ende skidt en gang til, og jeg var færdig med arbejdspladsen. Så selvom det var ærgerligt, var det ok med en opsigelse.

Sådan var det ikke denne gang.

Min afdeling var lille og ret tæt knyttet, vi kom så godt ud af det med hinanden, og jeg er under alle omstændigheder typen, som giver meget af mig selv på et job både i opgaverne og i relationerne. Jeg havde engang en kæreste, som ikke forstod, jeg gad ses med kolleger uden for arbejdet. Fordi man har et arbejds-jeg og så et ægte jeg, som er det, man viser familie og venner derhjemme.

Det fattede jeg ikke en brik af. Jeg har kun ét mig, og det gælder alle vegne. Når jeg møder mennesker, jeg kan lide, har jeg ikke rigtig nogen stopklods, og sådan var det også i min lille afdeling. Vi arbejdede sammen, jeg knyttede mig til dem, vi rejste sammen, vi delte utroligt mange timer dagligt, og jeg havde dem med hjem i hjertet til fyraften hver dag i halvandet år.

Og så slog de op! Gav mig en opsigelse, og hvad skal man lige stille op med dét?

Naturligvis ved jeg godt, at jeg kan forklare det med alt muligt økonomisk og sammenhængsagtigt i en kontorhverdag, men jeg føler mig slået hjem og slået ud alligevel. Og netop fordi jeg har åbnet mig sådan og strakt mig og givet af mig selv både arbejdsmæssigt og personligt, bliver det svært ikke at tage ind i mit jeg, når de siger nej tak til mere. Jeg ved jo godt, at de også har nydt at have mig på kontoret. Har grinet med mig, har taget imod fagligt input fra mig med kyshånd, har værdsat mit selskab og mine kompetencer og alt det småbitte indimellem, som er den lim, mennesker hænger sammen med.

Samtidig har de også været førsteparket til noget af det sværeste, jeg har oplevet, da jeg sidste sommer fik knust hjertet og skulle samle mig selv op. De har set mig være i ubalance, og de har set mig skrabe mig op fra asfalten og komme videre. De har set mig tude over min mors sygdom og stressslid, og de har set mig vælte om til firmafest og være alt for fuld, uden at det var dumt, fordi det var sådan, det var med os. Kolleger, men også venner og rummende hinanden.

Det er meget sværere, og ærligt talt tager det meget længere, at komme mig over det her, end jeg havde ventet. Siden den dag, jeg var til møde og fik en opsigelse, har jeg hver uge med hængekæbe og udspilede øjne udbrudt “Tænk, at de fyrede mig!” fordi jeg stadig mest af alt var helt overrasket. Og nu gør jeg det vist ikke flere gange ugentligt, hvis det da overhovedet sker hver uge længere. Men jeg er stadig paf, fordi jeg slet ikke så det komme.

En dag er jeg klar til at påtage mig nye arbejdsopgaver, og jeg håber, det virker, som når man reboundknalder en tilfældig Tinderfyr for at slippe det, som var, og komme videre i en ruf. En dag får jeg ro i hovedet og får kroppen med mig uden panikangst ved udsigten til en deadline, og så klarer jeg mig strålende.

Uanset fravalg og hjemslåning ved jeg jo, at jeg altid rejser mig igen.