“Jeg synes aldrig rigtig, du får fred…?!”

Ordene kom fra min veninde, da jeg fortalte, at jeg har været hos lægen igen, og at den nye plan er, at jeg er sygemeldt hele februar og så begynder at arbejde på nedsat tid fra 1. marts. Hun mente, at det er ærgerligt med sygemelding måned for måned i stedet for en længere periode. Jeg gav hende ret i, at jeg aldrig nogensinde får fred, men det handler egentlig ikke så meget om at tage det på månedsbasis.

Det er sådan, at når man er sygemeldt fra et arbejde i fire uger, går Systemet i gang, og så vil Big Brother så utroligt gerne vide, hvad der foregår. Derfor skal man til et møde med sin arbejdsgiver om en mulighedserklæring.

Erklæringen hedder noget med mulighed for at vise, at det altså ikke handler om kontrol og paragraffer, men alene om hvordan man kan hjælpe en medarbejder med at blive på arbejdsmarkedet. Erklæringen udfyldes sammen med arbejdspladsen og gives til lægen, som udfylder den lægefaglige del af de mange oplysningsfelter og sender den tilbage til arbejdspladsen, og så har man en plan for fastholdelse til arbejdsmarkedet. Som det hedder.

Når arbejdspladsen modtager erklæringen, er der endnu et møde, hvor man finder ud af, om planen er realistisk i forhold til arbejdspladsens krav og ønsker til medarbejderen, og eventuelt hvilke vilkår og rammer, man har mulighed for at ændre, så medarbejderen kan komme tilbage uden at blive syg igen.

Det er smart på arbejdspladser, hvor en medarbejder måske har fået en rygskade af tunge løft, at han eller hun kan få lov til ikke at slæbe tunge cementsække det første stykke tid, vedkommende er tilbage. Det er også praktisk, hvis man har haft et brækket ben, at man måske mest sidder ved kassen i fakta i stedet for at gå og sætte varer på plads.

Er man sygemeldt med stress, er årsagen tit lidt diffus, den kan være svær helt at finde, og måske handler det om dårlig ledelse, og årsagen kan være nogle grundvilkår på arbejdspladsen, som ikke lader sig ændre. Og så kan det være lidt sværere lige at finde ud af, hvad man stiller op. Men Systemet bestemmer, og så danser vi efter deres pibe.

Systemet er også dem, som sender breve til din e-boks. Det er tit breve, der indeholder tegnet § i overskriften, så man forstår, det er alvor. De mener det, når de skriver, du skal komme til møde i Jobcenteret. Og så behøver de faktisk ikke engang fortælle, hvad mødet skal handle om, det er alt rigeligt, at du ved, du er indkaldt, og at det får Konsekvenser!, hvis du ikke møder op. Og danser efter piben.

Jeg forstår godt behovet for at holde øje med, om folk snyder helt vildt og bare dovner den på sofaen for sjov, når de kunne arbejde. Ikke at jeg nogensinde har mødt nogen, der faktisk helst ville lave ingenting, hvis de kunne passe et job. Men jeg forstår det godt. Jeg er bare ikke sikker på, Systemet helt forstår, hvad det vil sige for en stressramt at modtage breve med paragraffer og indkaldelser.

Januar gik rigtig godt; jul og nytår havde været svære, men gik fint, og på bagkanten fik jeg lidt energi og overskud igen, jeg havde lyst til at gøre noget, jeg var glad og syntes, det gik fremad.

Mødet om mulighedserklæringen var en tirsdag midt i måneden, og hele ugen op til var jeg præget af angst og havde svært ved at samle mig om noget som helst. Jeg var rastløs og min koncentrationsevne så godt som forsvandt. Jeg kunne ikke engang se Modern Family uden at holde mindst tre pauser i et afsnit, fordi det var for svært at holde fokus. På en no brainer sitcom.

Egentlig forestillede jeg mig, at når mødet var slut, ville jeg gå hjem og kollapse på sofaen, på et tidspunkt kravle i seng og besvime og så vågne onsdag og vide, at det var overstået, så energien og troen på raskhed kunne vende tilbage.

Men jeg blev ved at være flad oven på mødet. Jeg blev ved med at få ondt i maven, når en veninde spurgte, om hun måtte komme til kaffe og give mig et kram. Jeg blev ved med ikke at tage telefonen, når min mor ringede for at passe på mig og hyggesnakke. Jeg blev ved med ikke at sove om natten for så pludselig at sove ti timer i drømmeløs koma, når min krop endelig fik nok og slukkede på alle kontakter.

Ugen efter mødet på arbejdet havde jeg en aftale hos lægen, som skulle udfylde erklæringer og formularer til job og kommune og i øvrigt høre, hvordan jeg havde det. Efter den samtale, hvor jeg gik med til planen om jobstart i marts, mens alt i mig skreg ‘Alarm!’, fik jeg faktisk en slags ro; nu var både læge og arbejde overstået, felter var udfyldt og krydset rigtigt af, Systemet havde fået mig, som de bad om, alle skemaer og breve var sendt og færdigmeddelt, endelig fred! Jeg var glad, jeg sang med på radioens musik, jeg var ude med en ven. Det var dejligt, og jeg tænkte, at jeg da nok faktisk godt kunne arbejde fra marts. Se mig, jeg blir da rask lige om lidt!

Og så kom der en indkaldelse fra Jobcenteret. Der står §13 i overskriften, og de vil vide, hvornår jeg bliver rask.

Nu er min plan at hænge i med neglene til både andet møde på arbejdet og mødet på Jobcenteret er overstået i næste uge. På den anden side af møderne er der tre uger tilbage af min sygemelding, og jeg håber virkelig, jeg faktisk får ro og fred og ingen paragraffer i de tre uger. Bare tre uger, hvor jeg ikke skal stille op til møder og samtaler, men kan slå fra og passe på mig selv og min hjerne. Fred.