I dag er det onsdag. Englænderne kalder det hump day, hvilket vel kan oversættes med pukkeldag, fordi det er hér, ugens pukkel er. Op ad bakke går det fra mandag morgen, op, op, op, indtil det bliver onsdag, og kurven knækker, når man går hjem fra arbejde, surfer på bølgen og glider hen mod fredags fyraften og weekend. Og for mig i denne uge også ferie.

Denne uge har i dén grad været stejlt op ad bakke her. Rejsefeber, udlængsel og utilfredshed med mit liv har præget de sidste mange dage. Utålmodigt har jeg slået mig i tøjret, revet mig lidt til blods i nogle stramme bånd, og jeg har været arrig og rasende og i går brugte jeg det meste af dagen på sofaen med øjne på loftet og tårer ned ad kinderne. Vrede, bitre og frustrerede tårer.

Stressen er ved at vende tilbage. Min hjerne sætter ud. Min hukommelse gør knuder, lader vigtigheder slippe væk, fnyser hånligt mod overblik og slipper rattet. Jeg tænker, at jeg kan tvinge min hjerne til at samarbejde, laver lister, hjælper på vej. Men det gør ingen forskel. Man kan ikke ville sin hjerne til funktion. Den virker, når den virker, og den står af, når den presses. Min hjerne er meget presset.

Sammen med mit lille, store hjerte står mit hoved af. Og selvom jeg nu sover om natten, vågner jeg stadig med panik og følelsen af at være for sent på den til noget vigtigt, og selvom jeg sover om natten, ligner mit spejlbillede fuld af sorte rande og poser nogen, som ikke sover overhovedet.

Mad er en saga blot, jeg overlever på kaffe med sødmælk, en håndfuld tomater, en peberfrugt, et par trekanter af Toblerone og på arbejdsdagene karameller og frugt fra fællesordningen. Og b-vitaminer, fordi nogen har sagt til mig, at det hjælper stressede hjerners synapser i geled og orden igen.

Det hele har været urimeligt svært og hårdt, og det har været helt umuligt at være mig, som jeg er bedst. Med glade øjne, krøllede mundvige og farve i stemmen og kinderne. Så svært har det været, at jeg har tænkt, det hele var endeligt tabt helt forfra igen.

Men i dag fik jeg menstruation, og det var en overraskelse i sig selv, fordi jeg på trods af hele to apps, der holder øje med det for mig, er et kvaj, som alligevel ikke kan tælle til 27 dage.

Dog var det en lettelse, for selvom det betyder, jeg får hovedpine i nat og har kramper dagen lang, så kan jeg i det mindste håbe, at det faktisk er derfor, jeg har været så rasende arrig, uligevægtig og tudevorn i ugens første dage. Hvis det bare er pms, bliver alting meget nemmere i morgen.

Og på sådan en pukkeldag med ferienærhed og underlivssmerter skal man slet ikke underkende den velgørende effekt af to unge mænd i en hvid Kia, og deres øjne, som over smil og brede munde holder skarpt fokus på brune ben, der krydser vejen i et skørt, som vinden leger med.