Juni er næsten gået, og det har været en tåbelig rutsjebane med den voldsomste vildskab og det teenedeste drama, som ingen af os rigtig gad have. Først var vi kærester, så vidste vi ikke, hvad vi var, så var vi i hvert fald ikke kærester, og så var vi bare kede af det. Så gik der tid med ro og fred og radiotavshed, og så vidste ingen af os, hvor vi var, og så var vi kærester igen, og nu har han sagt det til babyens mor, og nu er der uro og gråd over det på dén front, mens der er uro og ro på samme tid med os to. Fordi han har fået ro af at sige det. Og uro af at nogen har ondt. Og det har vi så begge ondt af, fordi nogen vi kan lide har det svært, og vi er ens på netop den måde, at vi så gerne vil, at alle.altid.har.det.godt.

Men jeg dufter af hans skægolie hver morgen. Og jeg kigger på ham, når han sover. Og jeg mærker på ham, når han er tæt på. Og jeg drikker ham med sjælen, når han ser på mig. Og jeg bliver svimmel, når han kysser mig farvel. Og jeg bliver stakåndet, når han kysser mig hej.

Og vi går hånd i hånd. Og vi kysser. Og vi ler. Og vi holder om hinanden. Og vi synger. Og vi taler. Og vi aer og nusser og stryger med hårene, for selvom det går godt, går det også stadig svært. Der er mange æggeskaller. Lejligheder, der skal vælges, job, der skal passes, andre mennesker, som skal tilgodeses, og det hele kræver så forbandet god balance, og vi går hele tiden og snubler.

Men vi er tæt på hinanden, og vi griber hinanden, og vi puster hinanden på knæene, og jeg kan helt alvorligt ikke huske, at jeg nogensinde har haft det sådan her med et andet menneske før.