I nat sov jeg godt, og i morges vågnede jeg dejligt. Jeg lå i en armhule, og jeg havde hovedet på en skulder og min bløde morgenkrop lænet ind over en anden. Ind over en andens varme krop fuld af snork i lungerne, med hår på brystet og med et hjerte, der banker højt og hårdt.

Det har i lang tid knebet med nattesøvnen. Jeg har været ude af den i følelserne, og det betyder manglende koncentration på arbejdet, og det meldte sig som en slags ineffektivitet og skubben rundt på papirer og ekstra kaffehentning for at trække vejret. Jeg mistede overblikket, selvom jeg nåede alle mine sager.

Det blev en trigger for alle stresssymptomer i bogen, og én af de første og største og vigtigste ting, min krop helt kontant reagerer med, når jeg rammer muren, er dårlig søvn. Jeg får svært ved at falde til ro, selvom jeg er så træt, at mine øjne på det nærmeste knaser, og min hjerne løber stille ud af mine ører.

Og når jeg vågner om morgenen er det med høj puls og en følelse af at have sovet tre timer over mig og misse de ti vigtigste deadlines i mit liv på samme tid. Ofte drømmer jeg vildt og voldsomt, og følelsen af panik fra drømmen sidder i min krop, når jeg slår øjnene op, længe før vækkeuret endnu gør væsen af sig.

Men i nat kan jeg slet ikke huske, jeg har drømt.

Jeg faldt bare i søvn med tunge øjenlåg og arme, der var slatne som resten af mig. Og det må være gået hurtigt, for jeg husker ikke noget af den sædvanlige uro og ængstelse om mange timers trælshed forude i natten.

I stedet faldt jeg bare i søvn. Med et smil og en glødende klump indeni, med en arm om ryggen og med ansigtet op ad et skæg, der kildrede mig i næsen. Og jeg sov. Helt tungt, helt roligt, helt godt. Det var langt fra længe nok, men alligevel havde jeg det dejligt og følte mig frisk, da jeg vågnede. Jeg havde ro og varme, og jeg var helt stille lykkelig.

Det er os to. Det er virkelig ægte os to.