Jeg var i Netto i går, fordi jeg skulle have et par klipklapper. Jeg har ødelagt mine fødder ved at være på festival. De mange timer på benene med at gå omkring, stå og høre musik, hoppe til det bedste af det. Den slags slår fødder ihjel, gør hælene hårde og tæerne vablede.

Flere gange i Netto gik jeg forbi en mand i blå trøje. Han var højere end mig, slank til den tynde side, måske i starten af 20’erne. Håret var kort, men alligevel stridt og uglet i flere retninger, han havde blå trøje på, shorts og bare fødder i sine beskidte kondisko. Han var pæn nok. Jeg ku’ godt, tænkte jeg, mens jeg ledte efter den tandtråd, de bare ikke havde i butikken.

Min endnu trætte hjerne fandt mine varer på en langsom måde, og jeg blev ved med at skulle hente ting samme sted som manden i den blå trøje. Jeg gik uden om ham, han gik uden om mig, vi stenede ved siden af hinanden foran glassene med pesto i sløv panik, mens vi forsøgte at vælge bare ét eneste af dem.

Ved kassen stod han bag mig. Jeg lagde varerne op og gik lidt i stå, så jeg nåede ikke at sætte kurven op, før han kom og gjorde det for mig. Det var ok. Jeg sagde tak med rusten stemme, men han hørte det ikke. Han lagde selv sine varer på båndet. Helt mekanisk og med et træt udtryk i ansigtet og et blik, der kunne have rakt til månen.

Og så så jeg det. Det, som gav mig lyst til at give ham et klem på skulderen. Gav mig lyst til at smile indforstået til ham. Jeg ved, hvordan du har det, ven, ville jeg sige, for det var det, jeg tænkte. Mærkede indeni.

Det var armbåndet. Han havde også været på Roskilde Festival.

På festivalen er vi alle bedste venner uden at kende hinanden endnu. Stemningen er åben, alle er glade, vi er fælles om at elske øl, sol, koncerter og finde os i urinstøv, kø og solhede morgentelte. Vi taler ikke om det, men der er plads til os alle. Og når vi tager hjem, er det så meget stærkere.

Sidstedagen er hjemrejse og opbrud, det er træthed, det er møre kroppe og skrøbelige sjæle, det er tømmermænd og klamt hår, det er kropslugt og udkørthed. Og det er stor tilfredshed og lykke i sjælene hos alle os, der var der.

Når vi invaderer banegården og står i endnu flere køer for at få billetter, for at få mad, for at få en livreddende, kold cola og en Mars-bar, så vi lige kan trække os ind i et tog og helt hjem til den virkelige verden. Når vi sidder over alt på perronerne med vores tasker, poser og rejserygsække, med vores telte, gummistøvler og liggeunderlag ud over det hele. Når vi sidder på jorden lænet op af hvad som helst, der kan støtte, sidder der med beskidte ben, stridt hår og tomme blikke i de snavsede og trætte ansigter.

Når vi sidder der og véd, at alle de andre har det lige sådan, alle de andre var der også, nogle drak mere, andre mindre, nogle har brækket en arm, andre har knust et hjerte, nogle er skoldede, andre fedtet ind i solcreme, nogle har øl med, andre slæber sig igennem en kop kaffe, nogle dufter af shampoo, de fleste lugter meget af menneske, og vi var der. Med hinanden. Sammen. Fælles.

Dén følelse varer længe. Vi taler måske ikke sammen i toget, men vi ser hinanden, vi genkender hinanden, vi følges åndeligt, som vi sidder der i timevis i togvogne og blot overlever og klarer den hele vejen hjem. Vi kommer ud i hele landets byer langt fra Roskilde, men vi er stadig sammen. Vi genkender hinandens snavs og træthed, og vi er stadig sammen.

Dagen efter, når armbåndene er klippet af, og folk har kysset kæresten hej, hentet chips i fakta og ligner ægte mennesker igen, så begynder den at slippe os. Hvert år lander Roskilde Blues i ugen efter, hvor vi mærker, at vi er alene, fællesskabet på pløjemarken bliver til hverdag, reglerne i samfundet overholdes igen. Vi taler ikke bare med folk længere, vi sidder ikke på græsset, vi sørger for at drikke vand nok og ikke spilde penge på fjollede tasker eller særlige drinks, der udløser hatte og elastikker.

Vi gør som alle de andre omkring os og slipper det fællesskab, vi lige har nydt.

Men i går i Netto mærkede jeg det alligevel med manden i den blå trøje. Og jeg ville ønske, jeg havde givet ham et knus og fortalt ham, at jeg er En Af Os.