Da jeg fortalte min papmor, at jeg skulle skilles, var hun overrasket. Hun troede, jeg elskede ham, hun indprentede mig, at hun og min far har haft masser af problemer, men at kærligheden, fællesskabet, var det vigtigste. Det var et ekko af det, min far fortalte mig og mine søstre, lige før han døde. Kærligheden er det vigtigste. Kæmp for den.

Men jeg havde kæmpet, forklarede jeg. Og jeg havde kæmpet alene, og så gør det ingen forskel.

Hun lyttede til mig med åbent hjerte, og hun forstod mig godt. Hun kunne godt se det, og hun havde heller ikke været blind for min forandring i de forløbne fem år sammen med ham.

“Jeg kender ingen, som gør så meget på andres præmisser, som dig,” sagde hun til mig og så mig i øjnene og måske helt ind i sjælen. For det var dér, jeg mærkede det. Det sved, fordi jeg allerede vidste det.

Inderst inde var jeg klar over, at jeg lagde bånd på mig selv. Holdt mig selv tilbage. Gjorde ting for husfreden. Undlod endnu mere for samme husfred. Store og små ting. Ting, som førhen havde givet mig glæde og lykke, men som jeg nu afstod fra. For hans skyld.

Jeg undlod at være den ægte mig i selskab med hans familie, jeg holdt mig fra de lummergrove bemærkninger, som jeg er så god til, fordi han ikke syntes, kvinder skulle være sådan. Jeg ræbede kun for veninderne, fordi de var klar med applaus for de flotteste bøvser, men aldrig sammen med hans venner, for han syntes ikke, hans kone skulle være sådan. Jeg tog ikke med til de sociale arrangementer, som sociale medier indbyder til, for det kunne han ikke lide. Jeg holdt mig hjemme, når mine venner tog på NorthSide og Roskilde Festival.

Mit yndlingsband holdt deres sidste koncert på dansk jord i Århus, og jeg sad den aften med ondt i hjertet og drak rosé på hans forældres terrasse. Jeg havde råd til billetten. Jeg havde tid til festival. Jeg havde venner, som stod i flokken foran scenen og skreg sig hæse på at synge med. Og jeg havde valgt noget andet.

For hans skyld.

Længe før hans side af sengen var blevet kold, lod jeg ordet ‘skilsmisse’ sive i vennekredsen, og der dumpede en invitation ind i min mailboks; “Roskilde Festival. Vi køber telte nu. Ja?”

Fandme ja!

Mit hjerte bankede hårdt, og jeg fik våde øjne. Folk, som jeg helt bevidst havde fravalgt og sluppet i fem år, stod klar og så det som en selvfølge, at jeg skulle med igen. Og det skulle jeg da.

Det var i februar, og mit liv var et kæmpe rod, jeg havde ikke noget sted at bo om to måneder, jeg kunne ikke hænge sammen på arbejdet, og jeg havde ikke råd til billetten, men jeg vidste, at jeg skulle med.

I lørdags åbnede festivalens campingområde, og i morgen tidlig sidder jeg på toget med to af de bedste mennesker, jeg kender, en håndfuld øl og min sovepose. Vi tager hen til de andre, som står klar med telte, øl og kram.

Og så får jeg mit livs bedste festival. Det bestemmer jeg helt selv.