Spotify har en funktion, hvor de hver uge laver en playliste, som hedder Discover og er baseret på den musik, man ellers hører. Tit vælger de noget værre lort, men nogle gange rammer de lige plet. I eftermiddag trykkede jeg ’shuffle’ på playlisten for denne uge, da jeg sad på kontoret, og begyndte at lytte, mens jeg tastede på computeren og skrev noter i min fine bog og blev klogere.

Jeg havde netop været med til mit første kundemøde, og på vej hjem havde min kollega og jeg talt om mødet, om kunderne, om vores samarbejdspartner, og så havde vi været til frokost, bare os to, hvor vi havde talt noget mere om det hele og alt (u-)muligt andet. Hver af vores samtaler er lige dele faglig snak og sparring og lige dele pjank og røverhistorier om al den ballade, vi hver især har lavet. Vi ligner hinanden utroligt meget på mange måder.

Vores liv er markant forskellige, men han er bare et år eller to ældre end mig, og selvom han har en familie og en hverdag med den slags, har vi mange af de samme referencer til musik, til fjernsyn og film, og til øl, gin og vodka. Vi ender altid med fuldehistorierne, og det er vanvittigt, som vi kan springe fra den enes minde til den andens latter frem og tilbage.

Mødet havde været godt, og vi fik meget med hjem, men venter nu på en samarbejdspartner og på mere fra kunden selv. Og i mellemtiden havde vi begge input og kritikpunkter om opgaven, som vi lige fik rundet ind imellem historier om opkast på åben gade og fortællinger om skrabede knæ og kvaste tæer på festivaler.

Og da jeg sad der på den korrekt indstillede kontorstol og hørte en fin basgang på Spotifys opdagerliste til mig, blev jeg helt blød indeni, fordi jeg bare sad og var glad. Lykkelig helt ind i sjælen, fordi jeg passer ind på det arbejde som en gaffel i en rød bøf.

Jeg gik derfra i solskin med den sang og basgang på repeat, og da jeg i bussen fik øje på mig selv i plexiglasset mellem døren og den forreste passager, sad jeg og hørte guitar og så, at jeg smilede. Solen skinnede, og jeg var klart spejlet i en stribe hen over ansigtet.

Min mundvig gjorde en fold i kinden, og min lykke kunne ses udefra. Det var perfekt.