I går morges ved denne her tid gik jeg op til bussen for at tage til en session med min stresspsykolog. Jeg ved oppe i hovedet, at det er et døgn siden, men i hukommelsen virker det så fjernt, at det kunne være sidste uge eller sidste måned.

Det er mest et generelt minde om konceptet ‘at gå til bussen’, som så bliver pyntet med smådele af det, der skete på den enkelte tur. Ud ad døren, ned ad trappen, hen ad gaden, ind i læ. Plus smådelene; at der var en mand på skateboard. At der var en gammel mand med bukserne oppe i livet. At Rejsekortet bippede fejl ved første læsning. At der var vind. Men det føles, som om det er længe siden, jeg havde oplevelsen. Min hjerne har arkiveret det som Et Gammelt Minde, og det er sådan, jeg genkender det nu.

Det er stress, der gør det. Stress kan lege med ens hukommelse, så man ikke kan holde rede i sit liv. Korttidshukommelsen kan forsvinde helt, og langtidshukommelsen kan blive så hæmmet, at det er svært at lære nye ting, som man skal kunne huske om en måned eller to.

Gang på gang har jeg oplevet at låse min telefon op for så ikke at vide, hvad det var, jeg ville, fordi jeg skulle huske de fire tal i koden. Jeg kommer i tanke om noget og er nødt til at reagere lige med det samme, fordi tanken ellers falder ud af min hjerne. Og ofte forsvinder det faktisk, selvom jeg rejser mig for at gøre det, fordi jeg får øje på noget andet på halvvejen. Jeg har utallige ting i gang på samme tid, fordi min attention span ikke strækker sig fra køkkenet og ind i stuen. I sidste ende når jeg det hele, men det tager helt utroligt lang tid, fordi jeg ikke gør noget færdigt med det samme. Så opdager jeg noget på stuebordet, som jeg lagde der for flere timer siden og glemte, fordi jeg fik øje på et eller andet, som stjal opmærksomheden.

I begyndelsen brugte jeg meget energi på at modarbejde det, på at prøve at finde den hjerne, jeg godt kunne regne med; den hjerne, der for en uge, to, fire siden havde styr på hele mit arbejde og mit liv; den hjerne, der havde helt utrolige mængder info med sig hvert øjeblik. Den hjerne, jeg plejede at stole på.

Dog indså jeg, at det jo er skønne spildte kræfter, for når hjernen lukker ned og står af på den måde, må man bare acceptere det. I hvert fald til at starte med. Jeg skulle lige vænne mig til det, men så var det egentlig ok. Det var en befrielse bare at tænke, at det hele nok skal gå, bare læne mig tilbage og leve med, at min hjerne slår smut med min dag, for jeg ender jo aldrig med at sætte ild til huset eller dø af sult.

Og lige så langsomt går det faktisk bedre. Ikke meget, men lidt, og som bekendt har lidt jo også ret. Så jeg nyder, hver gang jeg mærker, at hjernen har haft godt af ro og nu kan strække sig over lidt mere og lidt mere og lidt mere. Jeg prøver ikke at presse den, men accepterer begrænsningen og lever med, at jeg så bliver lidt overrasket, når jeg faktisk godt kan finde ud af noget. På et tidspunkt er den tilbage i omdrejninger, og indtil da tager jeg den med ro og glæder mig over de ting, den faktisk godt kan finde ud af. Som at skrive her.