Nogle gange falder man og slår sig, skraber knæet på asfalten, får lidt gruset småsten med hjem under huden, og når det heler, klør det, og man prøver altid at lade det være, men piller i det mod bedre vidende, og så får man et lyserødt ar.

Er man heldig, er det først på sommeren, og så kommer solstrålerne og gør den sarte, helende hud ekstra lysende lyserød, mens resten af knæet og benet bliver brunere og brunere.

Og så har man et ar på knæet.

Der kan det så sidde resten af ens liv, forandre sig som man selv gør. Blive ændret, hvis man tager på, blir tyndere, får længere hud, bliver brun og bleg og brun og bleg igen og igen hvert år.

Men nu er det en del af ens historie; det fortæller, hvem man er, hvordan man har levet sit liv, at man engang skvattede på Ringgaden midt om natten og rev sine strømpebukser itu og ikke engang fik fat i taxaen.

Når man bliver skilt, er der ingen ar.

I hvert fald er der ikke noget at se udefra. Måske lidt rande under øjnene, lidt mindre glød i øjnene, lidt klasket hår og andre tegn på, at man lige i en periode ikke er helt på toppen. Men ikke noget, der bliver hængende.

Sidste sommer, da jeg første gang luftede for min mand, at jeg syntes, det gik ad helvede til, at jeg mistrivedes og visnede i sjælen og ikke orkede mere, var han ikke videre lydhør. Jeg gik bare rundt og led inde i mig selv. Og for første gang siden dengang, jeg gik til psykiater og var bange for at miste den, jeg er, skar jeg mig.

Det var helt bevidst. Det var ikke for at få en smerte til at gå væk. Det var for at gøre smerten konkret, og for at få et mærke i min hud, som kunne fortælle, at jeg har haft ondt over netop dét, at jeg har et ar på sjælen fra dengang, jeg vaklede så meget, at jeg kan bløde, have ondt, men hele igen og få huden og sjælen lappet sammen. Og komme videre.

En barberskraber med tre glimtende blade svider som én i Helvede, og i dag kan man ikke engang se de fine striber mellem to skønhedspletter på min underarm. Men jeg véd, de er der.

Mit skilsmissear, som nu er helet.