Effekten af ti sekunders snap med rolige øjne og skævt smil er ingenting i forhold til effekten af den ægte vare. Uanset hvor hjertesmerteramt jeg er med gråd i halsen og utryghed uden på tøjet, uanset hvor køligcool jeg har tænkt mig at være, og uanset hvor tilbagelænet blødt og dovent jeg ligger i sofaen med den tunge røv, kan jeg ikke andet end fare op med munden i bredstilling og smut i øjenkrogene, når jeg ser hans viltre hår og lilla læber dukke op i gangens halvmørke. Altid har jeg en fjeder i knæene og må rejse mig med al kroppens energi samlet i tre spring hen til tæppet, hvor jeg kan kaste mig om halsen på ham og enten holde om ham som en boa eller bare låse mine mund fast på hans, til jeg ikke kan få luft mere.

Og måske behøver man heller ikke altid tale om alting. Måske er det fint nok bare at være i et eller andet uden at sætte ord på det og lægge det i en kasse. Bare være i det på teenagemåden, hvor man ikke lige tænker på, om der kommer navn på en fælles postkasse eller om man skal til at vænne sig til både at købe sød og skummet henne i Netto. Om eller hvornår. Men hvor man bare trækker vejret, følger med flowet og nyder de gode øjeblikke. At vågne op og se dén hals og dét øre i modlys fra vinduets blå morgen. At mærke dé bløde fingre glide ind i sine egne i biografens mørke. At smelte som marengs på en tunge, når netop dén latter triller ud i luften. Når han blinker med det ene øje. Når han giver et klem på låret i bilen, mens der lige er rødt.

Der er ingen tvivl om, at vi skal tale alt muligt igennem. At vi skal finde ud af, hvordan vi lige gør det her. At jeg skal sige, jeg har behov for mere. At han skal sige, hvor han er med os og med dem og med baby og alle de konstellationer, der skal på plads. At vi skal se en vej frem, som gør os begge glade. Men lige nu og lige her. Der skal vi vist bare slippe tøjlen og lade hesten rende, som den bedst kan. Den skal nok finde vejen.

Og så skal jeg virkelig tage en slapper ved næste panik og læse de her indlæg igennem, så jeg kan prøve lidt mere at huske, at jeg faktisk bare vil ham og os og godt kan strække mig. Lidt mere.