Jeg mødte administrationschefen præcis tre gange.

Der var det møde, hvor den nye administrationschef mødte mig for første gang og sagde, jeg lige skulle huske at anerkende muligheden for, at det var noget i mit privatliv, som gjorde mig stresset, og ikke kun arbejdet, hvorefter han nævnte, at jeg jo måske slet ikke var i stand til at varetage funktionen i udgangspunktet.

Så var der mødet efter, hvor administrationschefen sagde, at mit fravær var alt for højt. “Det er mere end tusind timer!” fastslot han med den stemme, jeg er sikker på, han bruger på sine børn, når de ikke har lavet matematik, eller når konen ikke sætter opvasken korrekt i maskinen. Jeg sagde med våde øjne og bred stemme og øjnene fikseret på en glasrude lige bag ham, at jeg var klar over, det var for meget; at jeg faktisk ikke syntes, det var fedt heller; og tilføjede om han tænkte, det på nogen måde gavnede nogen af os at nævne det to gange. Det var dét møde, hvor jeg ikke så min egen chef i øjnene efter farvelkram, fordi hendes omsorg fik knuden i min hals til at brede sig, så jeg, netop som døren lukkede, lagde armene om halsen på min kollega og bisidder og hikstede mod hans hættetrøje, som jeg aldrig har hikstet på en professionel relation før.

Og endelig var der mødet, hvor jeg godt kendte linjernes skarptræk og vidste, at når administrationschefen åbnede munden, mistede jeg mit job.

Sidste møde var det bedste, for det var hér, jeg fik ro. Kollega og bisidder var paf og prøvede at gøre indvendinger, men beslutningen var truffet, og jeg var helt og aldeles enig med arbejdspladsen i, at det ikke giver mening, at jeg vender tilbage dértil.

Da jeg kom hjem og stod af bussen, var byen indhyllet i tåge, og alle sociale medier viste mig, at det var havgus, der havde skubbet sig ind fra havnen og op over byen, netop da jeg kom kørende. En anden gus havde lagt sig i min hjerne, og jeg gik hjem uden helt at opleve det.

Jeg sov tungt og godt, og morgenen efter var den første i resten af mit liv. To uger senere var jeg på arbejde for at sige farvel til alle og få en fin afslutning. Jeg fik gaver af mine kolleger, jeg fik kram og mange søde ord, de fik kringle, jeg afleverede computer og telefon, fik sagt farvel og tak til de vigtige, fik en tårevædet tale af min chef, som roste mig og sagde tak for min indsats og for at gøre en forskel, før jeg med ro i hjertet tog hjem og tænkte, at nu skal jeg aldrig derhen mere.

Administrationschefen så jeg slet ikke.