Kursus i kommunen.

Det lyder lidt som dårlig kaffe, skæve overheads og omdelte papirer med bullets fulde af positive livssætninger, som alle vender øjne af, mens en kommunaldame, som har sagt det hele tusind gange, lirer sine ting af på rygraden. Som noget, man kunne se i en socialrealistisk film fra 80’erne med lidt for hængekindede mennesker, tynde kvinder med fedtet hår og mænd med for store maver, skjorter af slidt kunststof og inderst inde en rar natur.

Uanset hvordan det lyder, er det, hvad man får tilbudt, når man er sygemeldt og ledig. Faktisk fra første gang man står på sin sagsbehandlers kontor, når man er nyligt sygemeldt og så ramt af stress, at man hverken sover eller spiser eller kan holde sig i ro den halve time, som mødet varer.

En dag er man klar til kursus og siger ja tak, og nogle gør det sikkert længe forinden uden at være klar, fordi de føler sig presset og ikke har ressourcer til at sige fra, men så får de som regel ikke ret meget ud af kurset, andet end overskredne grænser og tilbagefald.

Jeg var klar til kursus, da jeg i telefonopkaldet om et aflyst møde på Jobcentret sukkede “Bare skriv, at jeg siger ja til kurset nu,” til min sagsbehandlers vikar.

Som man måske fornemmer, havde jeg ikke de store forhåbninger. Jeg har været på den slags kurser før, og det har altid været noget, hvor barren er lav, indsatsen er stor og gevinsten er virkelig lille.

Min information fra Jobcentret var mangelfuld, så ugen før jeg skulle begynde, ringede jeg med angst i stemmen til kursusstedet for at få mere at vide. Hvor mange er man på et hold? Hvordan foregår det – er det med deltagelse fra kurssster, eller skal vi bare høre efter? Hvor længe ad gangen er det? Hvad skal jeg i det hele taget forvente at møde ind til på mandag?!

Manden i den anden ende var helt rolig i stemmen, og han fortalte bare om mandagen, om de forskellige hold, hvor mange deltagere de forventede, at de opfordrer til deltagelse fra kursister, og at den første dag handler om at ankomme og lande og se det an og vælge nogle fag, man vil gå på de næste seks uger. “Det tager aldrig mere end halvanden times tid,” sagde han, og jeg kunne høre, at der var smil i hans stemme.

Dagen efter ringede han tilbage, for nu havde de fået det faste deltagerantal til min mandag, så det ville han lige meddele. Han forklarede ikke mere, glædede sig bare til at se mig og sagde god weekend.

Jeg følte mig både set og hørt og taget helt alvorligt, hvilket var meget tæt på første gang i hele mit sygdomsforløb.

Om mandagen var han den første, jeg mødte, da jeg kom ind ad døren med forblæst hår foran ansigtet og en cykelnøgle nervøst i hånden. Og jeg blev helt rolig, for han var virkelig rar. Og stedet var rart. Lyse lokaler med vinduespaneler i stedet for vægge ud mod fællesgangen, et tæppe på gulvet, en sofa, en blød stol, grønne planter og opsatser, hvor der var fyrfadslys med ild i. Smilende mennesker med glade stemmer.

Introduktionen til kurset var meget af det, han havde fortalt i telefonen, og det var blødt for min sjæl, at jeg ikke behøvede stille alle antenner ind på opmærksomhed, men kunne iagttage de øvrige deltagere, kigge ud af vinduet, trække vejret og få det hele ind.

Og jeg stillede spørgsmål og jeg fik svar, og jeg stillede flere og dybere spørgsmål og fik flere og bredere og bedre svar. Jeg valgte mine fag, afleverede skemaet, spurgte om det var det, konstaterede højlydt med latter og smil til følge, at det jo slet ikke var slemt, og så gik jeg ud til cyklen med nøglen helt roligt i hånden.

Dagen efter kom jeg igen med helt rank ryg og antennerne indstillet på læring og deltagelse, og gik hjem med en taske fuld af ro, viden og tillid til min fremtid.