Det er de små ting, der gør en forskel, siger folk. Og det er det tit. Sådan i det lille, daglige liv er det de små ting, som påvirker og slider eller glæder. Når man lever med hjertet uden på tøjet og følelser i hver ende af skalaen hele tiden, er det nogle gange de store ting, som gør en forskel.

Jeg har købt den slags Nutellakaffe, som jeg så tit har drukket hjemme hos ham her i løbet af forsommeren. Hos ham var det et treat, en særligt lækker kaffe, ikke lige den jeg drak til hverdag. Men jeg opdagede, at det var en ‘ham-ting’, det var ikke lige så godt hjemme hos mig. Jeg lavede kaffe med det to gange, og det var helt forkert. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg dog havde drukket så meget af det hjemme hos ham, for det var jo egentlig slet ikke særlig fantastisk.

Da vi nåede dertil, at vi endnu en gang havde en uge, hvor vi ikke skulle ses eller tale, og jeg skulle passe mig selv, kiggede jeg på glasset med kaffe og sukkede. Sådan noget lortekaffe. Idiotsymbol på alt det, jeg ikke havde lige pludselig.

Men i går var han hos mig. Varm og flot af sommer og med cykelvind i håret kom han ind ad døren, og jeg forsøgte af al magt at få luft nok til hjernen, selvom al ilt vist blev trukket til mit hjerte, der bare slog og slog og slog, da han sagde, at han ikke kan se en løsning. Han kan ikke gøre noget for at ændre noget. Han kan godt se, jeg har ret i alt det, jeg vælter ud over ham. Han kan godt høre, det lyder rigtigt, når jeg insisterer på ikke at tænke, overtænke og mertænke, men bare føle og mærke og handle med hjertet og tage resten, som det nu må komme.

Vi talte i lang tid, mens han sad tilbagelænet og fik solen i øjnene med ryggen mod armlænet af sofaen, og jeg krøllede mig sammen om mig selv i et hjørne af den anden ende. Han spurgte, om jeg kan nøjes med sådan og sådan. Om jeg kan leve med ditten og datten. Og jeg svarede helt uden at råbe eller stampe i gulvet, at det gør jeg, jeg nøjes og accepterer og lever jo med alt sammen allerede nu.

Jeg vil gerne det hele, og jeg vil godt ikke nøjes, men hvis jeg ikke nøjes nu, så får jeg ikke dét, som fylder hele mit hjerte, og som jeg vil have om et år og om to og for altid. Ham.

Jeg lagde hænderne over mit ansigt, da han sagde, at det så måtte være nu og rigtigt og ægte, eller også skulle det slet ikke være. Jeg var så lille i sofahjørnet og trykkede håndfladerne mod mine øjne, og jeg kunne slet ikke tænke af ren angst og hjertesmerte. Men han flyttede mine hænder og spurgte, om jeg vil være hans. Rigtig hans. Ingen fornuft eller forbehold. Bare os to for alvor. Ham og mig. Og så alt det andet ved siden af. Men ham og mig.

I dag vågnede jeg op med mine fødder mellem hans ankler. Og Nutellakaffen har aldrig smagt bedre.