Her skulle have været et indlæg om, hvor god jeg efterhånden er blevet til at håndtere min panik, når den rammer. For det gør den stadig. Som forleden, hvor jeg slet ikke kunne hænge sammen eller tænke, men i stedet for at sige til ham, at alt var lort, og at jeg ville ud af det, var jeg konstruktiv. Jeg kom med forslaget om, at vi bruger en af dagene i weekenden på at være sammen uden for de rammer, vi ellers altid har. At vi gik på museum, tog i zoo, kørte ud og fik en lang tur i skoven eller på stranden. Han var med på den, og panikken forsvandt efter en nat i ske.

Men i stedet er her et indlæg om, hvordan det er at blive glemt.

I vinter spurgte jeg, om han ville med i biografen til premieren på en film, som betyder meget for mig, helt personligt, fordi den har noget med min far at gøre. Det kunne han ikke, fordi han var lidt forpligtet i forhold til babyens mor og ikke lige sådan syntes, det var fair. Det var jeg egentlig enig i, så jeg så i stedet filmen med en kammerat og savnede kæresten hele aftenen. Nu bliver filmen så vist i fjernsynet, og jeg spurgte ham, igen, om han ville se den med mig og holde mig i hånden imens. Dét ville han gerne.

Indtil dagen kom, og han ringede til mig og sagde, at åh, lige i dag bliver det nok sent, før jeg kan komme, fordi baby. Mmmh, sagde jeg, det kunne jeg sådan set godt forstå. 

Han spurgte til forandringen i mit tonefald, og jeg tilføjede, at det var i dag, den film kom i fjernsynet. “Årh,” sagde han og var stille længe. “Det havde jeg glemt.” Ja, sagde jeg så til ham, det havde jeg gættet. Vi talte lidt videre, og så fik jeg øje på hans bil nede på vejen. Han syntes lige, han havde tid, så han var på vej hjem til mig for at komme og kysse mig i tre minutter, før han skulle ned til babyen.

Det var vanvittigt dejligt. En time senere skrev jeg til ham, at han skulle køre hjem og sove alene. Uanset hvor sent.IMG_0554