Jeg faldt engang for en smuk mand, jeg mødte til en fest hos nogle venners venner. Jeg brugte hele aftenen på at lægge an på ham, men det virkede ikke. Da det var blevet lyst igen, var der stadig ikke sket noget, og han gik kold på sofaen.

Jeg kyssede ham på panden og hviskede “Vi ses.” Han boede i København, men jeg vidste, han skulle med på festival i løbet af sommeren, så der ville jeg se ham igen.

Da det blev festivaltid, var jeg lige blevet kæreste med en anden. En ikke særligt smuk mand, som jeg valgte, fordi jeg vidste, at han aldrig ville vælge mig fra.

Københavneren var stadig smuk, men jeg havde jo kæresten. Og københavneren talte hele tiden om en pige, så det var bare at være venner. Festivalvenner. Øl, sol, sjov og ballade. Det kunne vi godt. Selvom alle og ikke mindst vi to selv kunne se, vi havde en kemi, der åbnede for andre muligheder.

Efter et par år slog jeg op med den ikke særligt smukke mand, og jeg begyndte at hænge mere ud med vennerne fra den der fest. Og jeg fandt en ny mand. Han var faktisk ret smuk, og han var noget særligt, og jeg endte med at gifte mig med ham.

I begyndelsen af vores forhold slæbte jeg ham engang med til en fest hos de der venner, og der var den smukke københavner også med. Jeg blev småfuld og fortalte ham, at jeg sådan havde lagt an på ham dengang, og at jeg også siden havde tænkt, han var dejlig, og at jeg godt ville ham, men at han jo havde haft en kæreste de andre gange.

“Nej,” svarede han “vi var ikke sammen i den periode.”

Jeg måbede. Især da han fortalte, at han også gad mig og havde lagt an på mig og gerne ville mig. Men nu havde jeg jo lige fået en ægte og alvorlig kæreste, som jeg faktisk holdt af og gerne ville. Min første og største indskydelse var alligevel at slippe kæresten med det samme og kaste mig i armene på københavneren.

Men jeg forstod, at han havde fundet sammen med sin pige igen, så det var det. Venner igen. Festivalvenner. Som kun mødes den ene gang om året, hvor alting er så intenst og føles så stærkt, fordi det er så koncentreret på en lang weekend.

Det er fem år siden, jeg så ham sidst, men i år var vi begge med på festival igen, og jeg er lige blevet skilt. Jeg gav ham et langt kram, da jeg ankom, klemte ham så hårdt, jeg kunne, mens jeg kun kunne tænke på at kysse ham og få ro i sjælen. Vel vidende, at han nu har giftet sig med pigen, købt et hus og fået et barn og en hund med hende.

Jeg vidste det godt, men jeg måtte fortælle ham, at jeg er hans, hvis han vil. Det var ingen hemmelighed. Alle, der har set os, ved det. Alle, der har hørt mig fortælle om ham, ved det. Jeg er en åben bog, og han var helt klar over det. Han er bare gift. Og har et barn med en anden.

Alligevel er det så svært at lade ligge. Alligevel er det så stort og vildt, at det ikke kan ignoreres. Alligevel måtte vi tale om det flere gange. Alligevel går vi tæt sammen, holder lidt i hånden, har den kropslige fortrolighed, som viser, at vi er der. Hvis det var. Og hvis det kunne være.

Vi kunne ikke dele telt, det sagde han med det samme, han vidste, det ikke ville gå. Han fortalte, at han stadig synes, jeg er dejlig. Han fortalte, at han for så vidt kunne være min, hvis det ikke lige var for andre valg i livet. Og han fortalte, hvor vild han faktisk havde været med mig dengang.

For syv år siden. Da vi første gang mødtes og første gang gik fejl af hinanden. Nu sidder jeg her efter festival og føler, at det er urimeligt af ham at fortælle mig det. Det gør mig glad, for jeg elsker, at han vil mig. Men det gør helvedes ondt at vide, at vi har haft muligheden mere end én gang og bare ladet den løbe fra os, fordi vi er idioter. Og nu er det sådan. Nu bliver det ikke anderledes.

Jeg ved godt, at han sikkert alligevel ikke er The One, for det tror jeg jo ikke på. Jeg ved godt, at vi sikkert var gået fra hinanden. Jeg ved godt, at jeg slet ikke kender ham godt nok til rigtig at tro på det. Men jeg får kvalme af fortabthed, fordi jeg nu ved, at jeg kunne have haft ham. At han faktisk var min, uden jeg vidste det. Når jeg nu bare er hans.