Nogle gange siger folk, at sproget skaber verden. De mener sikkert, at hvis man taler grimt om og til hinanden med grimme ord, skaber man en grim verden. For tiden mærker jeg dog udtrykket på en anden og mere konkret måde. Jeg bruger sprog til at skabe hele min verden. Jeg tænker min verden i sprog, jeg oplever og beskriver min verden i sprog, jeg deler min verden med andre gennem sproget.

Og lige nu fucker stress sådan med min hjerne, at sproget er ramt. Jeg har skrevet på det her indlæg om sprog i over en uge, men det går langsomt og er svært, fordi ord forsvinder og synonymer mangler, fordi mine fingre trykker på forkerte bogstaver, så jeg hele tiden skal bruge tid på at rette, fordi min fornemmelse af gode sætninger, som er rammende og interessante og får min læser til at læse videre, er væk.

Jeg kan mærke det, når jeg taler med andre. Jeg laver lange, indviklede og kringlede forklaringer på simple ting, fordi jeg glemmer, hvad de simple ting egentlig hedder. Jeg blander ord sammen. Jeg glemmer, hvor jeg ville hen med en sætning og rammer et andet sted med en helt anden, og nogle gange utilsigtet andre gange slet ikke ment, pointe end oprindeligt. Jeg hugger sætninger over, mens jeg tænker dem, så jeg i stedet for at tale ud bare ender med at sige trekvart sætning og halvdelen af det sidste ord, jeg lige kom på.

Det er en udfordring for dem, som taler med mig, lytter på mig og skal prøve at forstå, hvad jeg egentlig mener bag al vrøvlet. Og det er en udfordring for mig, som altid har nydt og dyrket sprog på en nysgerrigt nørdet måde, at acceptere, at jeg ikke kan finde de rette ord, at mit sprog halter, at min formuleringsevne har gemt sig.

Jeg kan stadig læse lidt ad gangen og frydes i mit indre over sproglig finurlighed, og jeg kan stadig nyde en sangtekst, som har kløgtig gøgl med ord, men lige nu og her må jeg nøjes med, at jeg ikke selv kan mønstre det, så godt som jeg plejer. Så nu trykker jeg på ‘udgiv’ og lever med det.