Jeg har behov for ro. Det har jeg vist altid haft, kan jeg se, når jeg tænker tilbage. Der er så meget støj inden i mig selv, at jeg altid har haft hovedtelefoner på eller i hvert fald i hånden eller i tasken eller i en anden umiddelbar nærhed. Walkman, Discman, Minidiscman, mp3-afspiller og siden telefonen har fyldt øredutterne med musik, så jeg ikke skulle høre eller forholde mig så meget til verden. Andre gange har der ikke engang været musik, men bare hørebøf som en kant mellem mig og min egen støj og så al den støj, som hører til andre menneskers liv, men fanges af mine ører og suges ind til behandling af hjernen. Alt for meget støj, som slet ikke er mit at tage mig af.

Efter stress er det blevet værre. Nogle trætte aftener er det et jordskælv, når overboen træder på det sted i gulvet, hvor det knirker herned. Nogle dage er det lammelse af min hjerne, når naboens lille barn græder så hjerteskærende og sætter min normale medfølelse ud af spil, fordi det alene er noget forfærdeligt og ekstra, som jeg skal forholde mig til og ikke selv kan slukke for.

Forleden skulle jeg mødes til kaffe med en veninde over middag, og jeg brugte formiddagen i solen på altanen med en bog. Men så kom asfaltmaskinen og holdt ude på vejen med motoren kørende i over en time. Da asfaltmanden kom tilbage og satte sig ind, kørte han maskinen hen om hjørnet og gik fra den igen. Stadig med den store motor kørende. Og hvor den netop havde stået, blev pladsen overtaget af et fejeblad, der havde tung dieselrytme og ikke var til sinds at holde pause, bare fordi den skulle stå stille. I to timer.

Vi bor ud til en vej, der forbinder et par villakvarterer, og der er altid liv og mennesker. Børn i jubel og gråd, fodgængere i latter og snak, cyklister i samtale, biler med bas og sang ud af vinduet, busser, lastvogne, fugle, vind, træer. Masser af lyde, som tilsammen er et bagtæppe af ikkestilhed, som minder om et urs tikken i et køkken med varm kaffe og en basse på vej. Jeg hører det ikke.

På de lange og varme aftener kommer der nogle gange en knallert. En scooter. Eller en crossmotorcykel med smæld fra udstødningen hele vejen rundt i verden. De skærer i ikkestilheden, klipper i det rolige lydbillede med en sløv saks i siksak. Og jeg får ondt i maven. Mit mellemgulv spændes, og min puls stiger. “Du kan ikke gøre noget,” siger jeg til mig selv, “så bare træk vejret og vær i det, det er snart ovre.” Men det hjælper ikke. Jeg får først ro, når forstyrrelserne er væk.

Efter den formiddag i solen med støj på støj på støj fra asfaltmænd og lastbiler, gik jeg indenfor, lukkede døren og satte musik på for at skabe mit eget lydrum og modarbejde al panikken indeni og få ro i stedet.

Da jeg gik hjemmefra og trådte ud af gadedøren, blev jeg mødt af fejemaskinen på parkeringspladsen. Jeg har slet ingen anelse om, hvordan varmemesterens lille køretøj med drejende ris på forskærmene overhovedet kan skabe så meget og så vild larm, men udover grus og småsten fjernede maskinen også al ro og sendte mig tilbage til panikken.

Jeg mødtes med min veninde, og vi snakkede og krammede og drak kaffe og snakkede og så på mennesker og snakkede og dalrede omkring og drak vand og snakkede og så på mennesker og snakkede. Det var dejligt. Det var også fyldt med indtryk, som jeg holdt stangen i vores lille fælles boble af iagttagelse af andre og forholden os til hinandens sætninger og meninger. Det var rigtig rart, selvom det støjede og larmede ude blandt alle andre.

Først da jeg kom hjem, gik det op for mig, hvor meget støj der faktisk havde været omkring os, da jeg tumlede surt ud af bussen, fordi en gammel dame skældte chaufføren ud for at bremse voldsomt og prøvede at inddrage mig i sin snak. Jeg mumlede et eller andet i forbifarten og tog så lange skridt, som mine små ben tillader, og jeg landede på min sofa fuld af tårer og opgivelse og træthed.

Her lå jeg og så på levende billeder af bølger, dyr og farverigdom, da min kæreste kom hjem et par timer senere, og jeg har ingen anelse om, hvad David Attenborough har forklaret om verdens vidundere i mellemtiden.