Jeg vil altid hævde, at det er mig, der har fat i den lange ende. Taler du med mig, vil jeg fortælle, at jeg får mere ud af alting, fordi jeg gør det der Livet med så stor intensitet. Jeg vil fortælle dig, at folk, som altid er i midten af skalaen, misser out på store, fine og vigtige ting i livet, i modsætning til mig, som virkelig føler og oplever livet på godt og ondt, fordi jeg går all in.

Men når det rammer på den dårlige måde, når jeg igen sidder og tuder i badekarret og kigger op i loftet og ikke kan se, hvordan jeg skal fortsætte til i morgen eller næste uge, og overhovedet ikke kan få øje på næste år, så er jeg ikke så sikker.

Det er her, jeg sidder nu. Sommeren er ved at være slut, og den har været fuld af intense oplevelser og ophævelse af virkeligheden med festivaler, fyre og ferie. Og for hver eneste af de oplevelser, hvor virkeligheden sættes ud af spil og afløses af nye regler, som jeg selv finder på sammen med dem, jeg lige er sammen med, har det været sværere at lande.

I går rejste jeg endnu en gang hjem til Virkeligheden efter en uge i en flot og selvopfunden boble af min egen, og det gør satans ondt. Jeg sad igen i flyet hjem og fik panikangst, grådanfald og kunne ikke få luft. Og stresscoachens råd om at trække vejret helt ned i maven gjorde det udelukkende værre. Slap af og vær i det, lyder rådet. Men så mærkede jeg det endnu mere. Panikken over, at det slutter, over at i morgen ikke bliver lige så spændende som i går.

Og i dag sidder jeg med røde, ophovnede øjne og ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Så er det, jeg misunder leverpostejsfolket. Dem, som går rundt i en sky af middel og mellemvej og har et dejligt liv med det, mens jeg enten bobler rundt i lykkeglæde, kæmpesmil, impulsivitet og fest eller får asfalteksem på landingerne i perioderne ind imellem.

Og hvad stiller jeg op? Siger jeg jobbet op og bruger mors pengegave på eventyr? Siger jeg jobbet op og går til hundene? Beholder jeg jobbet og går til hundene? Og hvem skal samle mig op, hvis det hele kuldsejler?

Lykkerusen indtages altid sammen med andre, og den bratte opvågnen er altid alene. Højskoleophold, festival, ferieoplevelser med dejlige, glade mennesker afløses gang på gang af rådvildhed og panik i mit hjerte, fordi det ikke altid er godt og festligt i det høje gear, men også er hverdag med bare mig.

I morgen er søndag. Den sidste dag, før den virkeligt ægte virkelighed begynder igen med arbejde, der skal på fuld tid i løbet af seks uger, med trummerum, stress og kedsomhed.

Jeg vil godt have mere af lykken. Hele tiden. Jeg ville ønske, jeg vidste hvordan.