Da jeg første gang blev syg med stress, var det vigtigt for mig at fortælle, at jeg ikke havde fået stress; jeg havde taget det. Jeg tænkte, at jeg var blevet syg, fordi jeg havde strakt mit ansvar for langt, påtaget mig for mange opgaver, gabt over for meget. Det er også sandt nok, men det er ikke hele sandheden, og det er ikke sådan i anden omgang.

Jeg har blandt andet fået stress fordi mine ambitioner er høje(re end kollegernes), og fordi jeg (på trods af enhver forventning) er typen, der gerne vil have kontrol og levere et produkt i topklasse hver eneste gang. Men jeg har også fået stress, fordi min ledelse er uklar i mælet, fordi organisationen på arbejdspladsen er rodet og usikker, fordi det ikke har været klart, hvilke opgaver og hvilket ansvar, der faktisk var mit, eller hvilke beføjelser, der fulgte med.

Jeg har prøvet at navigere i et arbejdsmiljø, hvor der ikke var klare grænser mellem mit og andres arbejde, hvor der var overlap og flere i gang med samme opgave på samme tid uden, at nogen vidste det, hvor succeskriterierne var noget, vi hver især selv måtte opfinde, hvilket langt fra er heldigt, når man er flere i et projekt, hvor man har forskellige målsætninger og syn på succes.

Jeg har forsøgt at løse opgaver til ug med kryds og slange uden at vide, hvilke rammer jeg havde at arbejde i, jeg har sat barren højt og været frustreret over, at kolleger ikke fulgte med, og jeg har haft en leder, som lod det være op til mig selv at have eller få styr på alting. Også på min tilbagevenden til job efter første sygemelding med stress.

Jeg er ikke i tvivl om, at det sidste stykke tid af min tilbagevenden gik for hurtigt. I starten var jeg glad for at være tilbage på arbejde, det gik godt, jeg trivedes med at mærke, at jeg faktisk kunne noget, og at det, jeg kunne, blev mere og mere for hver uge, der gik. Men så blev der ved med at være breve med paragraffer fra kommunen, og chefen blev ved med at spørge, så jeg valgte at blive raskmeldt og arbejde på fuld tid og lige vilkår med alle andre. Og det skulle jeg måske nok ikke have gjort, siden jeg nu blot holdt til det i to måneder, før jeg ramte bunden igen.

Denne gang var jeg ikke et par måneder om at nå ned, men bare to uger om at gå fra nogenlunde velfungerende til at være én, der ikke lavede andet end lister på arbejdet. Lister med overblik, lister med prioritering af opgaver, lister med nyt overblik, lister med en anden prioritering, lister med ting, jeg skulle huske, lister, lister, lister.

Småting fik jeg fra hånden her og nu; opgaver, der kunne løses med et minimum af tanke og overskud, tekstopgaver, redigering af billeder, opsætning af tekst i InDesign, print af flyers, plancher og plakater. Alle de ting, som var helt små opgaver, skarpt afgrænset og med et produkt, jeg kunne se efter en times arbejde. Alle større ting fik lov at hænge, mens jeg sad med panik og gråd i kroppen og grublede over hvilken opgave, der var vigtigst, hvad, der skulle laves først, hvordan jeg skulle udvælge og prioritere.

Ideelt set går man til chefen med problemet, og det prøvede jeg. Her blev jeg hørt og fik plads, og i første omgang blev der taget hensyn til det. Et projekt blev delt mere ud til andre, og jeg burde have fået ro, men det var bare stadig mit projet og mig, der havde det endelige ansvar. Og da projektet blev afsluttet, var det allerede for sent. Jeg talte med chefen igen, men stemningen var, at jeg var rask, og at det betød, jeg skulle passe mine opgaver som før sygemeldingen. Og det betød, at jeg prøvede at hanke op i mig og gøre det, jeg kunne. 

Jeg prøver ikke at fralægge mig ansvaret, jeg skulle selv have mærket bedre efter og råbt mere og højere op og sagt fra. Det ér bare også min leders ansvar at lytte og handle, når en medarbejder græder til et møde og fortæller, at opgaverne er umulige, og at der er behov for en ændring i en periode for at undgå sygemelding forfra og om igen.

Nu har jeg været sygemeldt i nogle måneder, jeg har været til en del møder med min arbejdsplads, og min chef lover at være lydhør her i anden ombæring, men det er tæt på umuligt for mig at stole på, at noget ændrer sig. Det er virkelig op til mig selv, hvis jeg skal tilbage og skal fungere i mit job. Det er et skræmmende perspektiv, og jeg går hver dag og prøver at stive mig selv af for at blive klar til det. 

Jeg håber, det lykkes.