I dag ramte det mig. Ægte og hårdt og barsk lige i hjertet og det bløde sted dér midt i maven, hvor man trækker vejret, men pludselig ikke kan få plads nok til luften.

Tænk, at han for alvor er sådan en, der siger, han er syg og så bare aldrig siger mere. Tænk, at han er sådan en, der lige får fjas en lørdagsøndag og så stikker af. Tænk, at han er sådan en, der vil ‘udskyde’, når han mener ‘aflyse’, ‘glemme alt om’, ‘fuldkommen fortrænge’.

Og tænk, at jeg er sådan en, der faktisk lige kom til at tro, at han ikke, ikke, ikke var netop sådan én.

Jeg var ellers lykkelig på vej hjem fra arbejde. Jeg cyklede på regnvåd asfalt med solskin lige ind i øjnene og sjælen og dejlig musik i ørerne. Helt alene på vejen, så jeg kunne synge med, køre slalom i lyset og kigge på kragerne i vejkanten. Nikke til dem og tænke, at vi sgu da alle sammen har det ret godt. Alt i alt i alting.

Da jeg kom hjem, gik bunden bare ud af min krop, min sjæl kom til at få ondt, og jeg blev helt fuld af selvmedlidenhed. I ugens løb har jeg set alt for meget på hans billeder på facebook, tænkt alt for meget, at han jo nok faktisk bare var en løgner, men at jeg jo egentlig ikke nødvendigvis vidste det. At han jo godt kunne være syg, når alt kom til alt.

Jeg har vidst i fornuften, at det var et fjollet håb mere end realistisk tro, men i dag, mens jeg skar en fiskefrikadelle over i mit køkken og dryppede citron på, indså jeg, at jeg godt ved for alvor og inde i hjertet, at der ikke sker mere.

Det var det, jeg fik, det var alt, der er ikke mere af ham til mig. Fuck.det.lort.