The things I do

Jeg gør ting

29. februar

Han så fotoalbummet igennem for anden gang. Der var så meget fra dengang; landskaber, strande, blå himmel med lammetotter, og alle dem af de to sammen foran monumenter og statuer og flot udsigt fra rundt omkring i verden. Møjsommeligt fjernede han alle fortrydelser fra billederne med den sløve skalpel.

28. februar

Uret viste, at hun havde mistet fire timer og 50 minutter. Hun kunne huske, hun lukkede hoveddøren og tog nøglerne i lommen, men nu var hun hjemme. Den ene sko var væk, og tørklædet lå i lommen. Der var mudder på knæene, og spejlet viste tynde kviste i hendes hår. På kinden var der et rødt mærke med fire lange spidser, knoerne på venstre hånd var hævede. Det var lige.. Read More

27. februar

“Popsangere ødelægger det for os andre,” tænkte han og trak vejret ind mellem tænderne. Han sad med telefonen i hånden. Igen. For femten timer siden sagde han farvel, klemte hendes hånd og lovede at skrive. Og nu sad han der og tænkte på omkvæd fra de blødeste, sødeste sange, han kendte. Han kunne aldrig selv være så fedtet som de ord, men han vidste, hvor vigtigt det var at ramme.. Read More

26. februar

Hun så på uret, mens hun rettede på en strop og forsøgte at få krøllerne ind under tørklædet. Det skulle have været her nu, og hun kunne mærke en hård og spændt dunken i brystet. Hun kiggede ud ad sporet, men der var ingen grønne lys den ene vej, og der var ingen hvide lys den anden. Over højttaleren sagde nogen, at toget kørte fra en anden perron, og hun.. Read More

25. februar

Han vendte sig i sengen og mærkede noget koldt mod huden på armen, der gled ind under den anden hovedpude. Han behøvede ikke tænde lyset for at vide, at det var halsbåndet, der lå der. Læderet var køligt og metalringene iskolde på underarmens varme. De havde aftalt at prøve, havde fundet et ord og en grænse. Hun var blevet ivrig, havde forglemt og forgrebet sig, og han havde mistet vejret.

24. februar

Han havde sagt som noget af det sidste, at han ville savne parmiddagene med Pia og Morten. Men det var kernen i det. Det var ikke parmiddage. Det vare bare en veninde og hendes kæreste, som kom og spiste.

23. februar

Jeg så ud på skyerne, satte mig op og trak tæppet af mig. Jeg var sulten, og det var koldt i stuen. En kop kaffe ville løse begge dele for en tid. Men bevægelsen i mine ben udeblev, og jeg stirrede hen på væggen uden at se den. Skuldrene var så tunge, at jeg slet ikke kunne trække vejret. Flere minutter sad jeg sådan med åben mund og blå øjne… Read More

22. februar

Buketten stod i vindueskarmen, og en solstråle fik roserne til at ligne blod i farven. Mette lænede sig ind over den orange voksdug på spisebordet og fiskede birkes ud af tænderne, mens hun ventede på, at hendes søster sagde noget i telefonen. “Jamen, jeg forstår ham jo godt,” sagde søsteren endelig, “den er meget bedre.” Mette drak af sin kaffe uden at brænde sig. Hun forstod det også godt, men.. Read More

21. februar

Hun så det næsten i slowmotion, da glasset væltede. Vandet løb ud over bordet, gjorde tuscherne våde, løb hen til kalenderen og så videre i stråler ned på gulvet. Tæppet blev vådt, men det tænkte hun slet ikke på. Hun måbede og prøvede at nå kalenderen, men skindet på ryggen var blevet glat af vandet, og hun fik ikke fat i den, før den vigtigste dato var løbet ud i.. Read More

20. februar

‘Vangen’ stod der på skiltet for enden af vejen, men hver gang han så det, tænkte han ‘vrangen’. De ti år bag hækken var nu på forsiden af alting, og det var ham, der vendte udad.