Jeg har aldrig tænkt, det var noget særligt at købe kondomer. Det er jo en del af hverdagen, når man er single, og derfor er det da vel noget, enhver bare lige gør.

Men så mødte jeg flere mænd i 20’erne, som kunne afsløre, at de udelukkende køber kondomer online, fordi de synes, det er pinligt at gå på apoteket efter dem og på grænsen til livstruende skamfuldt bare at lægge dem op på båndet sammen med kaffe, ris og mælk, når de alligevel lige er i Kvickly.

Så begyndte jeg at tænke, at jeg da er ok sej, når jeg bare går på apoteket og helt uden at blinke kan købe kondomer som den eneste vare. Hvor cool er jeg lige, at jeg bare gør sådan nogle helt vildt pinlige ting uden at rødme!?

Den følelse holdt kun indtil den dag, jeg skulle købe Canesten. Og køen passede lige, så jeg kom hen til den pæne, mandlige apoteker. Som med en kvik håndbevægelse lige simultantolkede ordet ‘vagitorie’ og derefter beskrev meget grundigt, hvordan man skal smøre sig med cremen, og ikke tøvede med en lang forklaring om forskellen på svampedræbende og svampehæmmende midler.

Alt imens jeg med helt flakkende blik og varme kinder prøvede ikke at se ham alt for meget i de pæne øjne, helst bare ville betale og i øvrigt arbejdede ihærdigt på at ignorere, hvad jeg købte.

Nu føler jeg mig ikke så cool alligevel.