Jeg gik på det populære fritidshjem i den lille by, jeg kommer fra. Det var her, de seje unger var, de populære børn gik der, og jeg har ingen forklaring på, hvordan jeg var endt der, for jeg var virkelig ikke en af dem. Jeg var stille og undselig.

Selvom jeg engang var sej nok til at køre tre på fritidshjemmets tandem, så vi fik karantæne i to uger. Det var mest, fordi to af de seje piger ville af sted og spurgte, om jeg ville med, og så sagde jeg ja. Jeg var ligeglad med straffen, for jeg havde aldrig kørt på den tandem før, og jeg gjorde det aldrig igen, så det gjorde ingen forskel for mig.

Jeg sendte engang et kærestebrev til en af drengene, som et par dage efter hev mig ud efter en bordtenniskamp, og sagde, at han altså ikke lige kunne lide mig på den måde. Det var trist, men han sladrede aldrig til nogen af de andre, og ingen nævnte det siden. Og jeg var god nok til at blive nummer et i bordtennisturneringen.

Det var i fritidshjemmets kælder, jeg lærte, at jeg godt kunne køre på éthjulet cykel, hvis jeg øvede mig. Det var her vi lavede bide til bolle og kæmpede om at spise æbler i baljer med vand til fastelavn. Det var her, vi spillede rundbold på skolens grund på den anden side af cykelstien. Og det var her, jeg lærte at ride og køre BMX og drak te med massive mængder sukker og spillede Ghostbusters på Commodore 64. Gik til sodavandsfest og dansede kun med pigerne, mens vi kiggede langt efter drengene, der løb rundt og fik afløb for al deres teenagekroppede energi ved at være åndssvage, så vi vendte øjne, mens vi sukkede med bankende hjerter.

Nogle af de velstillede unger på skolen havde en mor, der gik hjemme, og så havde de jo ikke brug for fritidshjem, for de kunne bare cykle helt hjem efter skole, og så var der nogen, der passede på dem. Men fritidshjemmet havde jo både computerspil, legeplads, bordfodbold, mooncars, cd-anlæg og bordtennisbord, og når man ikke gik der til hverdag, var det lidt tillokkende at komme med en af de seje drenge derover en eftermiddag og lige være en del af det hele og os alle.

Og man måtte godt få en kammerat med, hvis man spurgte, og det ikke skete for tit. Så gik man bare lige ind og fandt Niels, som var den voksne. Han var lederen, og man kunne som regel aldrig finde ham på kontoret, men i værkstedet eller udenfor. Så spurgte man ham bare, om Søren, Jens, Camilla, Rasmus, Mette lige måtte være med dén dag, og så fik man lov.

Niels sagde faktisk altid ja, jeg hørte aldrig om, at han sagde nej. Men det var altid på én betingelse. Før tilsagnet kom, havde Niels et enkelt spørgsmål. “Er han sådan en, der laver rav i den?” og det var det jo aldrig, når han spurgte, så der var altid lov.

Jeg tænker egentlig aldrig så meget over tiden i fritidshjemmet, jeg var bare en del af fællesskabet, der var en voksen, som kaldte mig Mulle, og det betød alverden for en pige, der ikke fik vildt meget positiv opmærksomhed, der var ikke så meget drilleri, men god stemning og håndarbejde, tegning og ler på værkstederne.

Jeg tror nok, jeg var ked af at skulle holde op, da min mor mente, jeg blev stor nok, fordi jeg så brød ud af gruppen og slap de andre. Jeg kom ret hurtigt til at sætte stor pris på mine eftermiddage alene efter skole med te og bøger og min hund og ro og lektier. Og jeg husker egentlig ikke at have savnet fritidshjemmet eller brugt særlig meget tid på tanker om det efterfølgende. Hverken lige efter eller nogensinde siden.

Men jeg lærte åbenbart noget, for jeg deler stadig folk op i to efter devisen fra Niels. Jeg spørger mig selv “Er han én, der laver rav i den?”

Som regel får folk chancen for selv at vise mig, hvad slags de er. Og nogle gange er rav i den en god ting.